Det digitale bureau DIS/PLAY har igen vokseværk i den kreative afdeling, hvor et støt stigende antal kreative opgaver særligt inden for design, content og branding baner vejen for to nye ansættelser.

Dels har bureauet ansat René Christoffer – tidligere designchef hos 1508 – som ny Creative Director, og dels har man hentet Jens Thau – tidligere Brand Director hos Thank You creative studio - til en ny stilling som Brand Director.

DIS/PLAY’s tidligere kreative direktør og nuværende adm. direktør Steffen Blauenfeldt Otkjær ser de nye ansættelser som en naturlig konsekvens af en positiv udvikling.

- Efterspørgslen på vores kreative kompetencer vokser hele tiden. Derfor har vi fundet to nye folk i absolut topklasse, der skal være med til at sætte vores kreative kurs i fremtiden. Vi er utrolig glade for og stolte af, at det er lykkes at tilføje to så stærke profiler til holdopstillingen, siger han.

René Christoffer er uddannet fra Designskolen Kolding og har tilbragt det meste af sin karriere i London, hvor han bl.a. har arbejdet hos Large og Interbrand. Senest har han været designchef hos 1508, hvor han har vundet både Creative Circles og øvrige priser for sit arbejde.

René er desuden censor og vejleder på Designskolen Kolding og står bag en visuel revitalisering af Aarstiderne, der forventes lanceret i løbet af 2012.

Jens Thau, der er ansat i stillingen som Brand Director, skal fremadrettet være med til at udvikle på brands samt nye forretningsområder hos DIS/PLAY.

Han kommer senest fra en stilling hos Thank You creative studio, hvor han var Commercial Director og har tidligere været ansat som Brand Director ved Midt Marketing A/S og er desuden stifter/CEO af Brandchester United.

DIS/PLAY beskæftiger 74 medarbejdere på kontorer i København og Århus.