I april sidste år uploadede det amerikanske tv-netværk TNT Networks en film på YouTube med titlen ”A Dramatic Surprise on a Quiet Square”.

Filmen var et stunt, kreeret af det belgiske reklamebureau Duval Guillaume, med henblik på at introducere tv-netværket på det belgiske marked.

De 1,45 minutters drama blev en gigantisk viral succes og vandt ikke færre end seks løver i fem forskellige kategorier ved VM i reklame, Cannes Lions, i Sydfrankrig i sommer.

Nu er parterne på banen med mere drama – denne gang for at lancere TNT Networks i Holland – og det er så blevet til en 2’er med titlen ”A Dramatic Surprise on an Ice-Cold Day”.

Konceptet er i bund og grund det samme, bortset fra at ”ofrene” denne gang bliver kidnappet og bragt til et snusket sted, der minder om et parkeringshus, hvor politifolk, fanger, streakere og en enkelt Elvis-parodist rodes ind i slagsmål og skyderier.

Om 2’eren kan måle sig med 1’eren, må tiden vise, men der er i hvert fald noget at leve op til: Den første film er set over 45 millioner gange, siden den kom på nettet, og den er, ifølge Viral Video Chart, den næstmest delte reklamefilm nogensinde (over 4,5 millioner shares).

Lige nu ligger 2’eren med godt 23.000 shares dog på en andenplads på Viral Video Charts liste over mest delte reklamefilm inden for de seneste 24 timer. Så måske er den på vej.

Der er dog stadig et stykke vej op til førstepladsen – her ligger fortsat Volkswagens Super Bowl-reklame fra 2011 ”The Force” med over 5, 5 millioner shares.

Se ”A Dramatic Surprise on an Ice-Cold Day” over artiklen.

Og den første film kan du se – eller gense – her.