Fulde Onkel Ole med cognac-tud og pinlige Moster Marie med rødvins-læber er ved at gå af mode.

Flere og flere, ikke mindst de yngre og mere sundhedsbevidste generationer, har ikke nødvendigvis altid lyst til at drikke alkohol, men de vil stadig gerne gå i byen, på restaurant, til fester og ud at more sig.

Og hvad drikker man så, når man bare ikke orker mere orangejuice, cola eller alkoholfri øl...?

Ja, hidtil har man jo selvfølgelig også kunnet vælge at gå hjem, men nu byder markedet – også herhjemme – på et elegant alternativ: Seedlip, en alkoholfri gin.

Det engelske Copper Pot Distilled Non-Alcoholic Spirit lyder ganske vist mere sofistikeret, men lad os foreløbig nøjes med begrebet alkoholfri gin, for Seedlip er reelt en ny kategori: Fremstillet ligesom alkohol via destillation, men altså 100 procent alkoholfri.

Brandet og produktet har kun godt et årstid på bagen, men siden Ben Branson - manden bag ideen og produktet - i 2015 plukkede de første ærter og tændte op under kobberkedlen på slægtsgården i Nordengland, er salget mangedoblet.

Eksporten kommet i gang, førende restauranter og natklubber i London serverer Seedlip-drinks, herunder The Fat Duck, Dandelyan, The Savoy og Chiltern Firehouse, og så er der kommet en kendt investor til.

Spiritus-giganten Diageo, der står bag brands som Johnnie Walker, Smirnoff og Captain Morgan, har købt sig en lille bid af firmaet Seedlip - og det er faktisk første gang nogensinde, at Diageo har investeret i et ikke-alkohol-brand.

Prøv igen – og så én gang til
Det hele begyndte i 2015, da Ben Branson, der ikke selv drikker alkohol, gik rundt på familiens slægtsgård i Nordengland og nærstuderede planter, frugter og krydderurter en hel del mere intenst end vanligt.

Han var nemlig faldet over en gammel bog, “The Art of Distillation” fra 1651, og ideen om at destillere planter, frugter, urter og bark tiltalte ham.

– Jeg havde to ting i tankerne: Dels at forsøge at opfinde en drik, der løser det evige problem: Hvad skal man drikke, når man ikke drikker? Og dels at videreføre landbrugs-arven fra min families 300 år gamle gård, siger Ben Branson.

Så han anskaffede sig en kobberkedel, og hvad der ellers hører til af udstyr ved en klassisk destillations-proces, og gik i gang.

– Det var trial and error og trial and error igen og igen. Så håndværket blev øvet, lad os bare sige det. Men efterhånden begyndte det at ligne noget, og jeg fik de smagsnuancer frem, jeg gerne ville. Let bitter, med nuancer af urter, træ og citrus. Noget som børn ikke ville kunne lide, hvilket i øvrigt var et af mine mål, fortæller Ben Branson, der i øvrigt insisterer på at kalde Seedlip Drinks et ”nature company” og ikke et ”drinks brand”.

I dag er der to varianter på markedet: Spice 94 med eg, bark, grøn kardemomme, allehåndebær og skal fra citron og grape, og Garden 108 med mynte, rosmarin, timian, humle, ærter og hø – og en tredje er på vej.

Et hul i markedet
Med Ben Bransons egne ord var han ”one silly man”, der bare gik i gang: Ingen research, ingen fokusgrupper, bare ham selv og de første 500 flasker.

– Men de blev solgt på ingen tid, yderligere 1.000 var væk på tre uger, og da jeg solgte de næste 1.000 på tre dage, gik det op for mig, at nok havde ramt et eller andet, siger Ben Branson.

Siden er produktionen sat i system, virksomheden beskæftiger 10 mand, og der eksporteres til USA, Italien, Schweiz og Danmark.

Hen over de seneste seks måneder er produktionen 10-doblet, Seedlip serveres i over 35 Michelin restauranter verden over og fås desuden i de fineste barer og supermarkeder i London og New York, plus at man kan købe drikken på selskabets hjemmeside seedlipdrinks.com.

Om den hurtige succes kommer bag på Ben Branson? Både ja og nej:

– Jeg startede jo på projektet, fordi jeg syntes, der var et hul i markedet. Der manglede noget, der ikke var farverige appelsinjuice-drinks med flag til os, der gerne vil gå i byen, men ikke drikker alkohol. Og så synes jeg i øvrigt, der er en generel tendens til, at folk drikker mindre alkohol, siger han.

Seedlip serveres fx med tonic eller i Martini-lignende miks, og Branson tror på, at kategorien kun vil blive større og større i de kommende år:

– Dels kan vi jo se, hvordan vores eget produkt vokser, og dels er der også kommet masser af andre ”voksen-drinks” og alkoholfri øl på markedet inden for det seneste år. I mine øjne er det fantastisk, og jeg ser det ikke så meget som konkurrence – mere som en positiv udvikling for forbrugerne og samfundet, siger Ben Branson, som netop har taget hul på at eksportere til Danmark.

Marketing ikke højt på listen
De to varianter på Spice 94 og Garden 108 er netop blevet tilgængelige i Danmark via Juuls Vin & Spiritus, og i løbet af kort tid vil man ifølge Ben Branson også kunne bestille en Seedlip-drink på ”et særligt udvalg af  landets bedste barer, hoteller og restauranter”.

Hvordan kommunikerer I Seedlip? Via traditionel marketing?

– Vi har været heldige med at lancere på et tidspunkt, hvor vi tilsyneladende har ramt et behov, så overordnet set har vi indtil videre brugt meget få ressourcer på marketing. Vi er meget målrettede i vores fokus på ”What to Drink when you’re Not Drinking”-temaet.

– Derfor sætter vi ressourcerne ind på at bygge kendskab op ved at være de rigtige steder og ved at samarbejde med de mest interessante kokke og bartendere – for derigennem at skabe en effektiv word-of-mouth effekt, siger Ben Branson og tilføjer:

– Specifikt for Danmark læner vi os naturligvis også op af den ekspertise, der ligger hos vores ny distributør, og så kommer jeg selv til at være en del i København i en periode, ikke mindst fordi Pearlfisher, der oprindelig kreerede designet til Seedlip og hjalp med at opbygge brandet, jo også har kontor i København, så der er jeg på hjemmebane.

Du startede i november 2015 med 500 flasker, siden 1.000, og det hele blev nærmest revet væk. Hvordan producerer I i dag?

– Seedlip har i dag 10 fuldtidsansatte medarbejdere, der arbejder med produktion, pakning og salg. Vi har 10-doblet produktionen og destillationen foregår ikke længere hjemme i køkkenet på gården, men på et lille, familieejet destilleri i Tyskland. Alle ingredienser, hø, ærter og krydderurter, høstes på min families går i Nordengland, og det er også her, vi blender og fylder på flaske.

Produktionstiden for en serie Seedlip er seks uger, og ifølge Ben Branson er der i dag kun tre personer, der reelt har kendskab til opskrifterne.