I fredags bragte vi her på sitet en tankevækkende film, hvor juleevangeliet bliver genfortalt ved hjælp af sociale medier.

Den fandt vi ganske underholdende, og det samme gjorde flere af vore læsere, og vi er tilsyneladende ikke alene om at have det sådan. Filmen er således blevet afspillet 120.000 gange på en uge, og det får såvel Danmarks største medlemsorganisation, folkekirken, som bureauet bag eksekveringen, Komfo, til at hæve armene i vejret.

Ifølge folkekirken, så er det et eksempel på, at der er plads til en klassisk folkekirke, som benytter sig af moderne kommunikation på Facebook. Tanken er, at folkekirkens Facebook-sider skal synliggøre folkekirken og være et forum for dialog med både kirkens medlemmer og andre interesserede i tro og religion, lyder det fra organisationen.

 -  Folkekirken skal være der, hvor medlemmerne er og synliggøre sin relevans i moderne menneskers liv. Vi skal styrke folks relationen til folkekirken, så det ikke bliver en fjern organisation. Vi ønsker engagement og dialog, og her er Facebook oplagt, siger journalist Anne Dorte Nørby fra folkekirken.dk, der står bag Facebook-initiativet.

Klassisk og nyt

På folkekirkens Facebook-sider kan man bl.a. få ”klassisk forkyndelse” som Dagens Ord, hvor man kan høre en præst fortolke dagens tekst og høre en salme, men der er også helt nye initiativer på vej:

- Vi lancerer bl.a. ”Mit Dagens Ord”, hvor helt almindelige danskere fortæller til kameraet, hvad et bibelord betyder for dem.  Og så har vi interviewet en række kendte danskere, som også kommer med deres personlige bud, hvilken mening de finder er i citaterne, fortæller Anne Dorte Nørby.

Inden længe vil der vil også være en kirkekalender à la Kulturnaut, hvor man kan finde alle arrangementer i folkekirkens regi. Og til sommer forventer folkekirken.dk at lancere en bryllupside på Facebook.

Komfo Platform er en danskbaseret softwareløsning fra Komfo, der hjælper organisationer med at optimere og administrere deres tilstedeværelse på sociale medier som Facebook.

 - Folkekirken.dk bruger bl.a. Komfo Platforms bibliotek af apps til at skabe spændende indhold på Facebook. Men Komfo Platform er også et værktøj, der kan hjælpe med at binde alle folkekirkens Facebook-sider sammen på en effektiv måde, hvor det samtidigt bliver nemt at administrere siderne, fortæller Rasmus Møller-Nielsen, der adm. direktør for Komfo.

Og selv om folkekirken.dks Facebook-sider er under udvikling, så er ambitionerne på plads.

 - Mange sogne har allerede egne Facebook-sider. Hos folkekirken.dk vil vi gerne hjælpe med at skabe synergi imellem siderne og generelt styrke folkekirkens synlighed på Facebook.  De mange værktøjer i Komfo Platform, gør det lettere for os at skabe spændende og relevant indhold samtidig med, at det er nemt at administrere, slutter Anne Dorte Nørby.

Du kan se, eller gense, den omtalte film herunder.