Det tager kun fem minutter, lyder sloganet fra en kendt dansk discountkæde, og det vil dansk udviklede nyheds-community Hype.News gerne gøre opmærksom på sig selv med en udmelding i samme boldgade.

Hype.News er en nyhedshjemmeside, hvor virksomheder, organisationer eller foreninger kan oprette deres eget online nyhedsrum, hvor journalister og andre interesserede kan surfe rundt i og lede efter inspiration og nyheder, der er interessante for lige netop dem.

- Hype.News er således et perfekt supplement til den opsøgende kommunikationsindsats over for medier og journalister, bloggere og influencers, hedder det i en pressemeddelelse, hvor af det også fremgår, at tjenesten er gratis, samt at det kun tager fem minutter at oprette en profil og to minutter at uploade en nyhed.

- Med Hype.News er det blevet tilgængeligt for alle at publicere nyhedshistorier lige så nemt, som man er vant til fra de sociale medier, samtidig med at man slipper for at vedligeholde en nyhedssektion på sit eget website. At det er så let at bruge og samtidig er gratis at dele pressemeddelelser og andre historier med omverdenen bliver mødt med stor interesse, og det er vi selvfølgelig super glade for, siger Christoffer Chrintz, der er projektansvarlig for Hype.News.

Snart på 10 sprog

Hype.News skal ifølge folkene bag ses som en krydsning mellem en nyhedssektion på et virksomheds-website og et socialt medie:

- Hvor posts på medier som LinkedIn, Facebook og Twitter er korte og flygtige, da de hurtigt fortrænges af nyt content, kan brugerne på Hype.News selv bestemme, hvordan indholdet i deres Newsroom skal prioriteres og præsenteres, hedder det i pressemeddelelsen.

Og nu lanceres tjenesten så også internationalt, således at den inden udgangen af november vil findes på ti forskellige sprog. Pt findes den på dansk, engelsk, tysk og italiensk.

- Da vi i udviklingsfasen præsenterede Hype.News for professionelle kommunikationsfolk, virksomheder og organisationer, fornemmede vi hurtigt, at det her er noget, man har savnet – som regel uden rigtigt at vide det. Ud fra den tilslutning, som vi allerede har fået, kan vi også se, at tjenesten appellerer meget bredt på tværs af brancher, siger Christoffer Chrintz.

Blandt de brancher, der allerede nu er repræsenteret på Hype.News er cleantech, finans, industri, IT, mode, rejser, marketing, musik og sport.

Du kan besøge HypeNews her