Anmeldelse: Der mangler en bog, ”der går til sproget som et samlet kommunikationssystem mellem politikere, medier og borgere”, tænkte Kresten Schultz Jørgensen, stifter af LEAD Agency, sidste år.

Det politiske sprog er ”mere end blot ord”, mente han, og det kom der en bog ud af.

– Det politiske sprog er fuldt af irrationelle elementer, der betyder, at følelserne og fortællingerne spiller en hovedrolle, hvis de politiske ledere vil overbevise nogen om noget som helst. Man kan således slet ikke gå ud fra, at det på papiret bedste argument vinder.

Det er Kresten Schultz Jørgensens dystre indgangsord i ”Følelsernes politik”. Men lad det være sagt med det samme: Den bog er værd at læse. Dels fordi den er meget velskrevet, og dels fordi forfatteren har tænkt sig om.

Indirekte siger han samtidig, at man skal gøre sig umage, når man kommunikerer, og han gør det ud fra det eviggyldige credo: ”Show it don’t tell it”. Man er i godt selskab med forfatteren, der jo har en fortid så forskellige steder som Politiken, dagbladet Dagen. Coca-Cola og Det Kongelige Teater.

Og som i øvrigt fejrer 10 år for bordenden af et anderledes kommunikationsbureau, hvor han selv i dag er en slags kulturminister, der svæver over vandene. Det er bl.a. derfor, han har tid til at skrive bøger og klummer…

Som at se en togulykke i slowmotion

Nu da det ikke er en krimi, så lad os blot afsløre konklusionen: ”At det politiske sprog bør rumme både fornuft og følelser. Følelser uden fornuft er demagogi, fornuft uden følelse er teknokrati”.

De små 200 sider kan læses som argumentationen for det, og hvis du tænker, at ”det er da for banalt,” så lad dig ikke afskrække. Det er jo, som de fleste godt ved, vejen hen til målet, der er det interessante, sjældnere konklusionen.

Han får nemlig driblet slalom mellem de græske retorikeres etos, logos og patos appeller med digressioner til Max Weber, politologien og neuro-videnskaben, der i øvrigt giver de gamle grækere ret.

Plus en del psykologisk forskning og erfaring fra komm-branchen, som han jo selv excellerer i. Og naturligvis besøger Kresten Schultz Jørgensen også den politiske populisme, der udgør et af tidens problemer.

– Dagens populisme er kort sagt resultatet af en lang proces, hvor de politiske ledere har udviklet sig til teknokrater, hvor de sociale mediers fremkomst og nyhedsmediernes svigt fik sammenbruddet til at ske, og hvor folket greb chancen. Lidt som at se en togulykke i langsom gengivelse.

En pitbull eller en skødehund?

Uhyggeligt? Javist. Ikke mindst fordi forfatteren går tæt på nyere begivenheder som fx Dong-salget til Goldman Sachs, der jo som fodboldlandsholdet har fem mio. eksperter i kommentar-sporet.

Hør bare her:

– Hvis politikerne ikke formår at samle de to offentligheder (sagkundskaben og offentligheden, red.), ja så går det i længden galt… hvor ”pøblen” mobiliseres gennem shitstorme og pludseligt opståede skandaler.

– Der er grænser for, hvor længe sagkundskaben kan føre én type diskussion med sig selv og folket en anden. Salget af de statslige aktier i DONG i 2014 er et godt eksempel. Salget blev som bekendt gennemført politisk, men folket rasede.

– Der blev indsamlet 200.000 protestunderskrifter, og SF gik ud af regeringen. Ingen af delene anfægtede hverken finansministeren eller begavede opinionsdannere som fx Weekendavisens Anne Knudsen, der i en leder lod ironien flyde ud over den folkelige opinion. ”Skarer af åbenbart indsigtsfulde investeringsrådgivere har pludselig materialiseret sig fra folkedybet og i hundredtusindvis på de sociale medier”. De uoplyste skulle kort sagt ikke blande sig.

Indtægter i størrelsen 47,5 mia. kr.

Her er Schultz Jørgensen på sagkundskabens side:

– Realiteterne er faktisk, at salget har været med til at skabe indtægter for den danske stat i størrelsesordenen 47,5 mia. kr., samtidig med at energikoncernen afgørende har skiftet sit fokus til den grønne energi.

– Nej, politikerne skal ikke undlade at træffe fornuftige beslutninger, men de skal kunne argumentere for dem også i en bredere offentlighed.

Det kan næppe siges bedre, også selv om der stadig er folk, der tror, at staten kunne have gennemført et succesrigt salg alene. De fleste glemmer, at Dong på det tidspunkt skulle forhandle sig ud af 7-8 håbløse gaskontrakter med Gasprom, og at tilstedeværelsen af Goldman Sachs, der har tonsvis af interesser i Rusland, var en faktor af en anden kvalitet end selv nok så mange ATP- og PFA-bosser.

En kommentator beskrev det således: ”Vil man helst have en pitbull eller en skødehund med ved forhandlingsbordet?” Tjah… Det kan man selv afgøre.

Bogen kan og bør læses flere gange

”Følelsernes politik” indeholder en lang række eksempler på sproglig en tilgang, der alle har det til fælles, at vi bevæger os mellem ”populistisk retorik” og ”teknokratisk tale.”

En del vil blive overrasket over, hvor langt forfatteren går for at retfærdiggøre og endda anbefale populisterne. Det gør han ikke, fordi han synes det er sjovt, nej, fordi deres værktøjer virker, og fordi det er et vilkår, når det moderne demokrati udvikles (degenererer?) i en SoMe-verden.

”Følelsernes politik” er desuden en brugsbog.

– Det har været målet at skrive en brugsbog med både praktiske eksempler og cases, men der ligger naturligvis et teoretisk blik bag de måder, jeg anskuer den politiske kommunikation på. Teorier er nødvendige for at strukturere analysen i et format, der kan vurderes af læseren.

Som brugsbog vil politikere, medier, eksperter, embedsmænd og borgere få noget at tænke over. Kresten Schultz Jørgensen fægter med kårde, selv om visse dele af teksten føles, som slår han med køller.

Det er den bedste bog om moderne offentlig dialog, jeg har læst. Og så kan den læse flere gange, mit personlige kriterium for at en bog er værd at investere i.

Velbekomme, god fornøjelse og tak til forfatteren.

Kresten Schultz Jørgensen, ”Følelsernes politik”, Gyldendal, 195 sider, 225 kroner.