Social Media-bureauet Komfo er, som tidligere nævnt, i luften med en ny satsning, Komfo Ad Manager, der skal gøre det lettere for kunderne at få noget ud af deres annoncer på verdens største sociale medie.

- Vi lancerede Komfo Ad Manager i en betaversion i august 2012 og de kunder, der har benyttet værktøjet, har typisk oplevet en effekt, som har været dobbelt så høj som markedsgennemsnittet. Resultaterne og væksten i denne del af annoncemarkedet på Facebook, får os til bl.a. at satse her i 2013, hvor målet er, at vi skal nå en omsætning på mindst 10 millioner alene på Komfo Ad Manager, siger adm. direktør Rasmus Møller-Nielsen fra Komfo.

Det første synlige resultat af satsningen er, at Komfo med virkning fra den 1. februar 2013 har rekrutteret Facebooks danske Client Partner Mikael Lemberg, der således vender hjem fra Facebooks europæiske hovedkontor i Irland for at tiltræde en stilling som direktør med ansvar for Komfo Ad Manager.

- Jeg ser frem til at drive både produkt- og forretningsudvikling af dette forretningsområde. Baseret på mit kendskab til Facebook ser jeg et stort potentiale i Komfo Ad Manager og kender ikke andre partnere, der er så langt fremme på dette felt som Komfo. Jeg glæder mig til at være med til at realisere det store potentiale og samarbejdet med kunder og mediebureauer, siger Mikael Lemberg, der understreger, at produktet ikke er konkurrent, men et værktøj til mediebureauerne.

Mikael Lemberg har forud for ansættelsen i Facebook tidligere været ansat i Komfo som konsulent i et par år.

- Vi glæder os til at have Mikael tilbage. Han er en kapacitet på området og kender naturligvis Facebook bedre end de fleste, så der sker en markant styrkelse af Komfo Ad Manager forretningen med ham om bord, slutter adm. direktør Rasmus Møller-Nielsen fra Komfo.