Gennem det seneste par år har Københavns Lufthavn i Kastrup oprustet gevaldigt på ”food & beverage”, som den slags hedder. Og det er ikke pølsevogne og kiosker, der satses på, men derimod brands i den mere luksuriøse ende af skalaen.

Den verdenskendte amerikanske kaffekæde Starbucks har således tre caféer i lufthavnen, hvor man også finder chokolademærket Peter Beier, Joe & The Juice, Lagkagehuset og luksus steak-restauranten MASH.

Og i morgen får lufthavnens rejsende så også mulighed for at nedsænke smagsløgene i finere fransk gastronomi, når ”Le Sommelier” med stjernekokken Francis Cardenau i spidsen slår dørene op for en bistro-version af den kendte københavnske restaurant.

Hos Københavns Lufthavn ser man frem til at kunne tilbyde endnu en ”local hero” fra toppen af den danske restaurantscene:

- Gastronomien er blevet et af Danmarks stærkeste varemærker, og vi arbejder hele tiden med at skabe det rigtige mix af internationale brands og de såkaldte local heros, der kan give de rejsende en smagsprøve på, hvad København kan byde på, siger Københavns Lufthavns salg- og markedsdirektør Carsten Nørland, og fortsætter:

- Med Le Sommelier Bar & Bistro bygger vi videre på den kvalitet, som Københavns Lufthavn skal være kendt for - både i og uden for landets grænser. Spiseoplevelserne er et vigtigt element i den samlede rejseoplevelse og dermed også i vores arbejde med at positionere Københavns Lufthavn som Nordeuropas stærkeste trafikknudepunkt.

Det er virksomheden Copenhagen Concepts, der står bag Sommelier Bar & Bistro i lufthavnen, hvor man vil tilbyde passagererne fransk bistromad i et loungeområde og en 36 meter lang bar.

Den nye franske bistro er placeret i lufthavnens Terminal 2 airside ved Finger B efter sikkerhedstjekket - en placering som cirka 17 millioner mennesker passerer hvert år.

Her er der smugpremiere: