Hvorfor ikke give onkel Niels et par dejlige varme sutsko i julegave for tredje år i træk? Nej-nej-nej, giv ham hellere et bevis på, han er CannabisPartner, så han hjælper de sclerose-ramte.

Det er budskabet i en video fra Scleroseforeningen, der er ude nu, og hvor Kommunikationsbureauet København er bureauet og U itch I Scratch har stået for produktionen af videoen med Mette Carla Albrechtsen som instruktør.

Det er skrap kost?

– Vi er da klar over, at den video af nogle vil blive set som en fjollet provokation, siger Mogens Damgaard, marketingchef i Scleroseforeningen.

– Men der skal jo en del til for at få opmærksomhed, så vi løber risikoen med provokationen. Problemet er meget akut for de af vore medlemmer, der er med i forsøgsordningen.”

Det forsøg, Mogens Damgaard taler om, er at 2.500 sclerose-patienter fra den 1. januar 2018 er med i en forsøgsordning, der giver dem adgang til cannabisolie – netop ikke hash til rygning, som videoen pointerer.

Men det koster immervæk godt 3.000 kroner i medicinudgifter om måneden af deltage i forsøget, og da kun godt 4 pct. af sclerose-patienterne har et arbejde, er byrden jo ikke til at bære.

– Det er derfor, vi har brug for penge, og ved at blive CannabisPartner giver danskerne os mulighed for at hjælpe rigtig mange af vore medlemmer, slutter Mogens Damgaard.

Du kan se videoen ”Giv en fed” herunder og støtte den gode sag, der altså netop ikke drejer sig om at ryge mere cannabis.