Så er det på tide at lægge 2012 bag sig og se fremad.

Året bød ellers på mange nye tiltag indenfor marketing-verdenen: Facebook rundede 1 milliard brugere, ca. det samme antal visninger som en vis sydkoreaner fik med sin uimodståelige Gangnam Style – et synligt bevis på, hvor tæt forbundet vores lille verden er.

Pinterest fik for alvor etableret sig og blev på kort tid et meget konkret bevis på, at de sociale platforme kan ”flytte varer”.

2013 var også året, hvor LinkedIn vågnede op og indså, at de blev nødt til at skabe nye funktionaliteter og fordele for brugerne, hvis de skulle undgå en gravsten med påskriften ”her hviler verdens største (passive) CV-database”.

Og mon ikke der kommer til at ske mere på den front i det kommende år, som åbner platformen op og bringer den ind i kampen som et social sharing værktøj med udgangspunkt i en meget interessant målgruppe.

Vi har spurgt Mikkel Nybo, strategisk planner hos Content, hvordan han ser ind i 2013?

– Facebook er stadig den sociale motorvej, som er svær at komme uden om, som annoncørerne ikke kan undvære og brugerne holder fast i. Men der er sket meget det sidste år efter Facebook har trykket den kommercielle speeder i bund i forbindelse med kølvandet på deres børsnotering og fokus på at skabe bundlinje. Det er handlinger, der har fremmet kommercielle interesser, men som også kan skabe røre i andedammen på den længere bane hos brugerne.

– Den største darling sidste år, Pinterest, vil fortsætte sin fremmarch løbet af 2013 specielt i relation til kvinderne, som udgør langt størstedelen af brugerne, hvilket også afspejles i emner som madlavning/opskrifter, indretning og fashion m.m. Luksus brands gør sig godt på platformen set i lyset af det visuelt baserede layout som platformen bygger på. Vi spår en lys fremtid for netværket og de brands, der udforsker de kommercielle muligheder relateret hertil.

Mikkel Nybo har 10 forudsigelser og tendenser for i år:

1. Den personlige anbefaling

Mckinsey fremlagde tilbage i 2010 dokumentation for, at et sted mellem 20-50% af alle køb er foretaget på baggrund af WOM (Word-of-Mouth) ift. førstegangssalg. 2013 bliver året, hvor den traditionelle salgstragt af samme årsag bliver begravet sammen med den dertilhørende ”blinde” massekommunikation.

Den personlige anbefaling og den selvstændige opsøgende Google-orienterede forbruger bliver anerkendt på direktionsgangen. Med til at katalysere dette er en opblomstring af netværk som Snoox, Yelp og Bagsup m.fl. der akkumulerer og ikke mindst systematiserer vennernes anbefalinger.

2. Key influenter

I forbindelse med ovenstående, så er det essentielt at have in mente, at en stemme ikke længere bare er en stemme. Med de sociale platformes massive penetration og dertil følgende opbygning af venner, følgere, abonnenter deslige, så er der nogen der har fået signifikant større gennemslagskraft end andre.

Troværdighed indenfor et given felt er ikke længere nok. Klout score er det nye sort. Et tal der indikerer din aktivitet og modtagelse af selvsamme på tværs af de gængse sociale media. I kombination en sprængfarlig cocktail, hvis man som brand ikke er på samme side af bordet, men modsat også noget som for alvor kan flytte varer.

3. Conversational Calendar

Det bliver året, hvor en conversational calendar bliver omdrejningspunktet i marketingafdelingen, med udfordringen fra brand-siden om at blive en del af konversationen. Netværksindividet skal adresseres på ny en måde, hvor relevant indhold er nøglen, og hvor marketingafdelingens vanetænkning ikke længere dur.

Det handler om at blive en naturlig del af kundernes ”sociale økosystem”, hvor social currency, tænkt som indhold, indsigt og information som vores publikum kan opbygge egen identitet, position og storytelling rundt om, er essentielt.

4. Crowd sourcing

2013 bliver året, hvor flere virksomheder kaster sig over crowdsourcing, og for alvor lader forbrugerne komme til orde. Lego og Starbucks er fantastiske eksempler på, hvor langt man kan komme, hvis man er villig til at lytte og ”uddelegere”.

Sidstnævnte søsatte ”mystarbucksidea” møntet på at udnytte den kollektive hjernekapacitet. Starbucks har dags dato fået mere end 150.000 gratis ideer serveret på den konto – tilmed som en katalysator for dialog i deres community. Nogle af de bedste ideer har trukket over 1.000 kommentarer og tifoldig antal likes m.m.

5. Er du i tvivl, tænk mobilt

Når det kommer til forbrug af ”social content”, så skal der tænkes mobilt. Ved årsskiftet var der for første gang flere Facebook brugere, som var på via mobilen end traditionelle webbrowsere. En udvikling der kun tager fart. Dem der primært kommer ind via mobilen er ca. dobbelt så aktive som dem, der kører via en normal webbrowser.

Tidsforbruget på mobile apps har oversteget tidsforbruget på mobile web. Vi har kun set toppen af isbjerget, hvad det angår. SoLoMo (social-local-mobile) bliver det nye sort og genopliver POS-mediet. 2013 må blive året, hvor marketing-afdelingen for alvor får øjnene op for mobilen og den købekraft som ligger bag.

6. Social Business

Fra social media til social marketing til social business. Det bliver året, hvor ”the social enterprise” for alvor slår igennem, hvor alle ansatte bliver transformeret til ”inbound marketers”, hvor social som begreb rækker ud over en fanpage og trænger ind i andre dele af virksomheden såsom: Kundeservice, produktudvikling, intern dialog, videndeling, rekruttering, CSR og salg for at nævne nogen stykker.

Bestbuy’s ”Twelpforce” er et godt eksempel på dette: En Twitter-baseret kundeservice platform. Enhver kan sende et spørgsmål ind via twitter og Best Buy’s 2.000 personer stærke retail-team er klar ved tasterne og gør en dyd ud at svare hurtigst og bedst. Twelpforce modtager hundredvis af Tweets hver dag og Best Buy hævder at have reduceret klager med over 20%!

7. Gamification

Gamification, der for alvor var et af sidste års helt hotte buzz words, bliver levendegjort på tværs af en række industrier og bringer nyt liv til de knapt så sexede CRM programmer.

Viden fra spildesign og dertilhørende adfærdsanalyser skaber optimale rammer for at engagere, styre eller ændre kunders, samarbejdspartneres eller medarbejderes adfærd og hjælpe dem med at opnå et specifikt mål.

8. Check-ins

Check-ins via Forcesquare og Facebook vil stadig stige i antal de kommende år, men det vil være bandwagon-effekten, der sætter ind. Det er så 2012, altså Old School, konstant at vise sin tilstedeværelse via check-ins. ”Location based” services vil derimod opleve en markant fremgang.

9. Social Media og SEO

Vi har længe talt om effekten af en stærk social tilstedeværelse og den korrelerende effekt ift. synlighed på Google. Kilder rapporterer, at de pt. ikke kan spore signifikant effekt, mens andre påpeger stor effekt!

Et er sikkert, Google ligger søvnløs over samarbejdet mellem Facebook og Bing, hvilket vi spår kommer til at påvirke Googles indeksering og ranking – de vil med stor sandsynlighed åbne væsentligt mere op for indhold skabt på de sociale platforme inkl. Facebook. En sideeffekt ved en stærk tilstedeværelse på de sociale platforme, der i sidste ende kan betyde markant effekt på bundlinjen specielt for virksomheder med ecommerce.

10. Faktabaseret viden

Mange prædiker social media ekspertise, men få har endnu bevist, at de magter at realisere potentialet – både på bureau som på kundesiden. Vi spår et år, hvor fårene skilles fra bukkene, hvor luften renses for varm luft og floskler omkring de sociale medier som mirakelkur, og hvor fokus rettes ind på, hvordan man skaber bundlinje baseret på en indholdsdrevet strategi.

Viden om ens målgruppe bliver essentielt ift. at kunne etablere den livsvigtige dialog på kontinuerlig basis. Noget hvor målsætning, dataminding og tracking naturligt sættes i højsæde.

Mikkel Nybo Andersen har en betydelig indsigt digitaliseringens betydning for virksomheders forretning, og vil løbende kommentere ”social media business” her på sitet.