Hvis der er noget i denne verden, der typisk er lige så kedeligt som at se på maling, der tørrer, så er det da ved den søde grød flyselskabernes sikkerhedsvideoer.

Sådan er det ikke hos Air New Zealand. Selskabet er kendt for at gå utraditionelt til værks, når der skal skrues sikkerhedsvideoer sammen – blandt andet fordi selskabet ser videoerne som en marketing-kanal - og den seneste udgave er ikke nogen undtagelse.

Den tager sit udgangspunkt i instruktøren Peter Jacksons kommende og meget omtalte film: ”Hobitten”, og her møder man ikke bare Gollum, der viser vej til kabinens sikkerhed-lys, men også instruktør Jackson selv, der optræder ganske kort i den fire et halvt minut lange film.

Som endnu et lille kuriosum optræder også et par herrer ved navn Mike og Royd Tolkien – og ja, oldebørn såmænd af forfatteren J.R.R.Tolkien, der skrev sagaen om ”Ringenes Herre” og ”Hobitten”.

Flyselskabet satser ifølge den britiske avis The Telegraph med en massiv marketingindsats i Australien, Asien, USA og Europa på skabe øget turistinteresse omkring New Zealand, hvor store dele af ”Hobitten” og også den tidligere ”Ringenes Herre”-trilogi er optaget.

Filmen er lagt ud på Youtube den 31. oktober og har i skrivende stund været set over 2,5 millioner gange.