Hvis du har kigget i det nye Ikea-katalog, som netop er kommet på gaden, har du sikkert som vanligt kastet blikket på massevis af flotte billeder af køkkener, stuer, soveværelser og børneværelser fyldt med smarte og lækre sofaer, stole, reoler og senge.

Men det er ikke sikkert, du var klar over, at mere end hvert tiende af de flotte billeder slet ikke er optaget af en fotograf, men derimod kreeret som ren computergrafik.

I år er således 12 procent af de mange billeder i Ikeas katalog og på virksomhedens website ren computergrafik. Og ifølge Ikea selv forventes det tal at stige til 25 procent til næste år. Det skriver avisen Wall Street Journal.

Og det er på ingen måde for at snyde forbrugerne, lyder det det fra Ikea Danmarks marketingchef, Teresia Palm.

- Det er dels et spørgsmål om at gøre det billigere, hvilket jo altså også er til gavn for vores kunder, og dels for at værne om ressourcer og miljø – der er nødvendigvis en del spild ved først at bygge et køkken op, fotografere det, pille det ned og sælge det som udstillingsmodeller, for derefter at gentage processen med et stuemiljø, forklarer hun.

En anden fordel ved at anvende computergrafik er, at det er en del nemmere for Ikea at tilpasse sine kataloger, websites og brochurer til lokale indretnings-traditioner og de forskellige former for smag og behag, der findes rundt om på kloden. En fordel, der ikke er helt ligegyldig: Kataloget udkommer i dag i 43 lande fra USA og Rusland til Australien og Japan.

Hvor meget Ikea konkret sparer ved at omlægge fra fotografering til computergrafik, oplyser koncernen ikke, men det er et mål at holde priserne på produkterne nede.

Kæmpe fotostudie

Ikeas fotostudie i Sverige, hvor produktionen af kataloget foregår, regnes for et af de største fotostudier i Europa.

Det er omkring 8.000 kvadratmeter, og her arbejder mellem 200 og 300 designere, fotografer, ad’ere, tømrere og  med alt fra opbygning af møbelmiljøer, fotografering, samlevejledninger, brochurer, tv-reklamer, websites og så videre.

Og så sidder 3D-teamet også her. Flere af medarbejderne omskoles til at kunne bidrage til de nye computergrafiske produktioner. Ikke kun fotografer, men også tømrere og designere.

- En tømrer, som har været vant til at opbygge miljøerne fysisk, ved alt om, hvordan tingene skal se ud. De ved, hvordan overflader slides og falmer, de har et meget skarpt øje for detaljer, og derfor er de en vigtig del af et 3D-team, siger Teresia Palm, som også kan fortælle, at Ikea faktisk allerede i 2006-kataloget havde en enkelt computergrafisk stol med i kataloget.

Men det var der nu ingen, der opdagede.

Og, nå ja, lige for en ordens skyld: Billedet af det lyse køkken, øverst, er computergrafik - det mørke er et "rigtigt" foto.