For få måneder siden lancerede ILVA selskabets nye pay-off ”Living with style”, og nu forsøger møbelkæden at sætte handling bag ordene med en designkonkurrence.

Ved at tappe ned i massernes kollektive, kreative intelligens håber ILVA at få bud på stilfulde designs til boligen fra designere, arkitekter og formgivere in spe fra hele landet. 

- Vi ser et godt match mellem ILVAs nye position og landets unge designere, der i høj grad er meningsdannere og trendsættere inden for dansk møbeldesign og boligtilbehør. Finder vi det helt rigtige match, så vil vi, i samarbejde med designeren, sætte produktet i produktion og markedsføre det på linje med ILVAs øvrige sortiment, siger Michael Christiansen, administrerende direktør for ILVA.

ILVA leder efter designideer inden for fire kategorier og sidste frist for deltagelse er 1. marts 2013. Herefter vil en jury behandle de indkomne designforslag og udvælge og offentliggøre vinderen. 

I juryen sidder blandt andre BoligMagasinets chefredaktør, Louise Lehrmann, rektor for Designskolen i Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, og ILVAs kreative chef, Hans Henrik Hansen. 

- Vi er på udkig efter et design, som kan komplimentere og styrke ILVAs nuværende sortiment og position. Designet skal repræsentere stilgruppen ”Nordisk design”, have en bred kommerciel appel, være innovativt, funktionelt og samtidig være kvalitet til en fair pris, siger Hans Henrik Hansen.

Du kan læse mere om konkurrencen her.