ContentCph er en sjov størrelse. Siden 2006 har bureauet prædiket, at kunderne burde fokusere mere på at skabe forbruger-involvering via relevant indhold. Og det har været en succes. En halvårsbundlinje på knap 1,7 mio. kr. under en toplinje (bruttoavance) på små 4,8 mio. kr. er nydeligt.

Det er naturligvis det stigende kommunikative overload i markedet, den øgede digitalisering og de generelt faldende medieeffekter, der har medvirket til, at bureauet har fået vind i sejlene. Alligevel har ContentCph valgt at invitere In2media indenfor med en ejerandel på 30%. Vi har talt med bureauets direktør Mads Toft for at høre lidt om Contents tanker.

Hvorfor har I valgt at alliere jer med In2media?

– Det digitale fylder i dag rigtig meget i vores forretning. Vi har haft behov for at fokusere på de områder inden for det digitale, der er mere kampagne-rettet. Mest i den erkendelse, at vi ikke kan være rigtig gode til det hele, siger Mads Toft.

– Samtidig oplever vi alt for ofte, at kampagner ikke udnyttes maksimalt, fordi virksomhederne ikke har styr på den fundamentale digitale infrastruktur – deres digitale forretning – hvilket er essentielt i en verden, der lever og ånder digitalt. Denne del er In2media rigtig gode til, og derfor er der et super match.

Prøv at uddybe?

– Man kan sige, at vi kan levere kunder til butikken, og In2media sørger for, at butikken er åben.

Prøv at forklare, hvordan I adskiller jer fra andre bureauer?

– Vi er født ud af ”indhold” – eller content, som vi ynder at kalde det i branchen. Jeg stiftede ContentCph efter at have arbejdet en årrække på Kunde & Co og fik mulighed for at arbejde tæt sammen med Koncern Tv & Film. Det er et tv-produktionsselskab, som står bag en række kendte tv-formater til DR, TV2 og TV3. Og det selskab har om nogen udmærket sig ved at fortælle gode og involverende historier. Værdierne fra Koncern kombineret med en god forretningsforståelse har været udgangspunktet for ContentCph fra dag ét.

Med indhold som kernen?

– Relevant indhold er en forudsætning for at skabe engagement i en kampagne anno 2012. Indhold, der med den rigtige ”benzin”, får ens budskaber til at ”rejse” og formere sig i det sociale og digitale økosystem Vi har produceret alt fra tv-shows, lavet events, magasiner, film- og sociale apps. Vi har benyttet kanaler, der tidligere ikke har haft det prædikat, at de kunne flytte varer. Men det kan de nu.

– Og det er her, forståelsen for det digitale spiller ind. Vi har mødt rigtig mange kunder, som har været rigtig gode til at tænke i indhold, men de har ikke evnet at integrere og skabe sammenhænge imellem indholdet og forretningen. Det er det, vi hjælper vores kunder med.

Summa summarum?

– Vores mission er ”We drive Content2commerce”. En mission, som vi bruger rigtig meget tid på sammen med vores kunder til at udfordre den verden, hvor det går rigtig hurtigt, og hvor det kan være svært at følge med. Også her er In2media med – som en større og sjov legekammerat. Man kan sige, at sammen står vi stærkere, slutter Mads Toft.

 

Nøgletal (mio. kr.)

Content ApS:               2012             2011             2010

Bruttoavance:                   4,758                 4,716            3,929

Resultat før skat:             1,686                  0,922            0,189

Antal ansatte:                   10                       7                       -

Gennemsnitsløn:              597.332 kr.       627.188 Kr.     -