- For at gøre det helt klart: Det er ikke vores intention at sælge dine billeder, lyder det nu fra Instagram, efter det i går så ud til, at det populære billeddelingsprogram ville begynde at videresælge brugernes billeder til kommercielt brug. Det skriver Berlingske.

Avisen citerer direktøren for Instagram, Kevin Systrom, for at have udtalt til BBC, at det er tjenestens egen skyld, at der opstod misforståelser, da formuleringen af de nye brugerrettigheder har været forvirrende. Man arbejder derfor nu på at ændre sproget i rettighederne, så der ikke kommer flere misforståelser.

Ændringerne i rettighederne lød ellers »Du giver hermed Instagram ... licens til at bruge det indhold, du lægger op på eller gennem tjenesten« og »en virksomhed kan betale os (Instagram, red.) for at vise dit username, likes og billeder i forbindelse med betalt eller sponseret indhold uden betaling til dig«.

Ændringerne kommer efter, at Facebook overtog ejerskabet af tjenesten i april i år. Allerede dengang annoncerede Facebook, at man ville finde en model til at tjene penge på billedtjenesten.

Facebook købte Instagram for 758 millioner euros i april. Servicen er eksploderet i år. På seks måneder er antallet af brugere i døgnet steget fra 900.000 til 7,3 millioner.

Berlingske