Det storkøbenhavnske shoppingcenter Fisketorvet – som i øvrigt genåbner i dag efter en større make-over – har valgt at gå imod strømmen og droppe det årlige julekatalog.

I stedet tager centret deal-konceptet, som man ellers kender fra sites som Sweatdeal.dk, Groupon.dk og Downtown.dk, tilbage til rødderne med konkrete tilbud i hæfteform.

Jacob Bannor, der er centerchef på Fisketorvet, eller Copenhagen Mall, som centret også hedder, forklarer.

- Baggrunden er blandt andet, at vi med Fisketorvet er placeret midt i en helt ny bydel med mange moderne forbrugere, og der er generelt en stor tilslutning til ”Reklamer nej tak” i Fisketorvets nærområde. Undersøgelser har også vist, at Fisketorvet opnår større effektivitet via brug af andre platforme såsom PR, outdoor, digitale og sociale medier frem for de traditionelle kataloger, siger han.

Ser I ikke en vis risiko ved det, når nu danskerne er "vant" til de store fine julekataloger?

- Der er selvfølgelig en stor risiko ved at være såkaldt ”first mover” på dette område, men jeg har personligt ikke modtaget en eneste klage fra kunderne eller butikkerne. Det har heller ikke haft nogen negativ effekt på omsætningen, at der ikke er blevet udsendt kataloger. Vi har faktisk fået større synlighed ved at være mere tilstede på andre platforme og gennem særlige tiltag som fx relanceringen af Fisketorvet-Dybbølsbro S-togsstation.

Jacob Bannor ikke i tvivl om, at det ny-renoverede Fisketorvet giver både sig selv og centrets butikker helt nye muligheder.

- Kuponløsningen er fysisk såvel som digital, og det giver dels kunderne en bredere vifte af tilbud, dels skaber det en mere effektiv ”call to action” for butikkerne. Som jeg ser det, er det en fordel for alle parter. 

Centerchefen fortæller, at man i øvrigt har haft succes med metoden i sine centre andre steder i Europa.

- Vi er ret sikre på, at danskerne tager den nye ide til sig, fordi de bliver tilbudt en række relevante produkter til en reduceret pris på en ny og nem facon. Desuden har metoden stor værdi for os, fordi effekten er direkte målbar.

Hvor stor er besparelsen for jer ved at vælge kuponløsningen frem for det trykte katalog?

- Jeg kan desværre ikke oplyse konkrete tal, men jeg kan sige så meget, at besparelsen er i den gode og større ende, siger Jacob Bannor.