Julemærkefonden, der står bag de fire Julemærkehjem i Danmark, hjælper hvert år 750 børn med at genvinde selvværdet og få nyt mod på livet.

Børnenes ophold finansieres bl.a. af salget af julemærker, og det er faldet med mange millioner kroner de senere år, så nu har fonden efter en bureaurunde allieret sig med reklamebureauet Farmen.

Teamet fra Farmen består af to tidligere profiler fra Raffinaderiet, Nele Normann og Mogens Damgaard, der i fjor etablerede bureauet.

De har i mange år arbejdet med blandt andre Røde Kors, Psykiatrifonden og Red Barnet.

- Vi er rigtig glade for, at Julemærkefonden efter en bureaurunde valgte os som samarbejdspartnere. Det er en vigtig organisation for udsatte børn i Danmark, og så har de en tung historie. Vi glæder os meget til at komme i gang med at udvikle indtægtsgrundlaget, lyder det bl.a. fra Mogens Damgaard, direktør i Farmen, i en pressemeddelelse.

Julemærkefonden arbejder på mange fronter for at sikre indtægter til at drive de fire Julemærkehjem. Lige som for andre NGO’er handler det om at få støtte fra almindelige danskere, virksomheder, fonde osv.

- I de senere år har vi arbejdet med at udvikle vores fundraising og profilering. Det er den proces, vi nu vil forstærke ved et samarbejde med Farmen, lyder det bl.a. fra Hanne Nielsen, souschef i Julemærkefonden i meddelelsen.