De fleste ski-skader sker fra navlen og nedefter. Derfor kan hovedparten af alvorlige ski-skader ikke forebygges ved at køre med hjelm, som det ellers har været foreskrevet fra flere sider de senere år. Tilsyneladende er det udstyrsproducenterne, som lukrerer mest på denne fikse idé.

Nye tal viser derimod, at målrettet forberedelse er vejen til færre ski-skader.

Ifølge tal fra SOS International var der i sæsonen 2011-12 et markant fald i antallet af registrerede skiskader. Helt præcist faldt antallet af skader med 19,6 pct. i forhold til sæsonen 2010-11. Korrigerer man tallet for det antal danske skiløbere, der i samme periode blev reduceret med 4 pct. fra 512.000 skiløbere til 491.000, betyder det, at den samlede risiko for at få en alpin skiskade faldt sidste vinter fra 1,21 pct. til 1,01 pct.

Netop ved indgangen til sæsonen 2010-11 søsatte Danmarks Skiforbund og SOS International første del af deres ambitiøse sikkerhedskampagne, som nu udbygges den for nyligt påbegyndte skisæson og hvor målet er yderligere at nedbringe antallet af danskere, som hvert år kommer til skade på ski.

Kampagnen startede oprindeligt med, at alle de biler med ski eller skiboks på taget, som kørte om bord på DFDS, Scandlines og Stena Lines færger, fik udleveret en folder med gode råd og tips til sikker adfærd på ski. Ydermere medvirkede de største danske rejsebureauer til at sprede budskabet, ved at udsende selvsamme folder sammen med rejsedokumenter til de gæster, som havde bestilt en skiferie.

Budskabet i kampagnen er ikke centreret om sikkerhedsudstyr. I stedet har man valgt det simple budskab, og den ”gamle kending”, at forberedelse og ansvarlig kørsel er vejen til færre skader på skipisterne. Centralt er naturligvis det internationale skiforbunds (FIS) regler om sikker adfærd på skipisterne, som i øvrigt også er juridisk gældende og bliver anvendt ved ulykker, hvor der evt. er flere personer impliceret i ulykken.

Flere skal med

På trods af sidste vinters markante fald i ski-skader, er det både Danmarks Skiforbunds og SOS Internationals klare opfattelse, at indsatsen mod skiskader på ingen måde er nået i mål, efter blot en sæson.

Vi ønsker fortsat endnu flere danske skiløbere bliver bevidst om, hvor lidt, der rent faktiske skal til for at gøre skituren mere tryg og sikker, fortæller Kenneth Bøggild fra Danmarks Skiforbund og tilføjer: ”Vores indsatsområde er helt klart, at den enkelte skiløber skal tage ansvar for sit eget skiløb, og ikke mindst huske på FIS 10 internationale færdselsregler. Her er der tale om så enkle regler, som at køre efter dagens forhold og være opmærksom på både sig selv og andre skiløbere på pisten”.

Dermed går skiforbundet også op med den stigende trend med at bruge sikkerhedsudstyr, hvor det eksempelvis er blevet meget populært at bruge hjelm. Og netop skihjelmen er blevet et ikon på den udstyrsfiksering, som får får mange skiløbere til at tro, at udstyr som hjelme og rygskjold automatisk sikrer skiløbren imod uheld.

- Det fjerner det personlige ansvar hos skiløberne, at man tror, at udstyr kan sikre én mod skader. Skiløberen skal selv gøre en aktiv indsats. Vi anbefaler kun hjelme til risikogrupper som børn, freestylere og eliteskiløbere, fastslår Kenneth Bøgild og henviser til, at statistikkerne siger, at man skal stå på ski i mere end 375 år, før man får en hovedskade.

Derfor fokuseres indsatsen i den nye sæson på, at de førende skirejseoperatører, repræsentanter for de involverede skilande og destinationer, alle går aktivt ind i at formidle budskabet om sikker adfærd i sneen.

Med mobilen på pisten

Derudover bliver et andet nyt tiltag, at app’en ”Sikker På Ski” bliver markant forbedret ved at udnytte GPS-funktionen i smartphones til at skabe yderligere tryghed på bjerget. Ydermere arbejdes der også på, at applikationen kommer til at indeholde online registrering af eventuelle skader hos SOS International, således den danske skiløber kun behøver at have en enkelt applikation ved hånden, hvis uheldet er ude.

App’en findes både i en version til iPhone og Android, og vil til januar udkomme i en ny og forbedret version.

Læs mere om sikkerhed på ski her på Danmarks Skiforbunds hjemmeside.