Hvad har online markedsføring – eller mere præcist SEM (Search Engine Marketing) – skønhedskonkurrencer og velgørenhed tilfælles?

Umiddelbart meget lidt, må svaret lyde, men ikke desto mindre har det digitale bureau Timgu hyret Iris Thomsen, vinderen af dette års Miss World Denmark, som ambassadør.

Hun skal hjælpe bureauet med at etablere kontakt til velgørende organisationer, der kan drage nytte af professionel AdWords-assistance.

- Iris er min barndomsven, og det var oplagt at indgå dette samarbejde, som vil være til fordel for både os, Iris og velgørende organisationer, siger Alexander Kahn, direktør og medstifter af Timgu.

Det er da heller ikke noget nyt fænomen, at velgørenhed og Miss World-konkurrencen sættes i forbindelse med hinanden. I år har Miss World-konkurrencen eksempelvis skaffet 25 millioner kroner til blandt andet at bygge skoler, uddanne lærere, købe bøger og stipendier i Indre Mongoliet, hvor årets udgave af den internationale skønhedskonkurrence blev afholdt.

Iris Thomsens personlige bidrag til velgørenhed fokuserer på organisationernes tilstedeværelse – og synlighed – på søgemaskinen Google.

- Velgørenhed er noget, jeg vil beskæftige mig med altid og i mange forskellige afskygninger. Der er så mange organisationer, som ikke bliver set i mængden, og lige her kan jeg medvirke til at forbedre deres online profiler ved at henvise til et professionelt bureau, siger hun.

Samarbejdet mellem søgebureauet Timgu og skønheden kommer rent praktisk til at foregå ved, at Iris Thomsen inkluderer Timgu i sit netværk af velgørende organisationer og deltager i diverse velgørenhedsevents.

Timgu blev etableret i Danmark og har i dag kontorer i London og København og er ved at udvide til Polen. Selskabet blev etableret i 2010 af de tre ”eks-googlere”: Alexander Kahn, Lari Numminen og Outi Ellilä.