For syvende år i træk er danske Lego med i Top 10 på Reputation Institutes årlige opgørelse over verdens mest anerkendte og respekterede brands - og ikke nok med det: I år er den danske legetøjsgigant rykket fire pladser op til en fornem andenplads. Kun overgået af Rolex.

Dermed har Lego overhalet Disney, Google, BMW og Daimler på RepTrak100-listen for 2017, som netop er offentliggjort.

Opgørelsen bygger på en analyse af holdningerne til 100 af verdens største brands blandt befolkningerne i 15 lande, og der vurderes bl.a. på følgende: Produkter og service, innovation, arbejdsplads, ledelse, performance og socialt ansvar - og hos Lego er man ikke overraskende stolt af det fine resultat.

Lego Groups CMO Julia Goldin siger i en kommentar på Legos hjemmeside:

- Vi er beærede og meget glade for at se, at folk føler en stærk tilknytning til Lego-brandet og Lego-koncernen. Placeringen vidner om en opfattelse af, at Lego-idéen og værdierne er unikke, og den afspejler samtidig også det engagement og den umage, vores mere end 19.000 medarbejdere udviser hver eneste dag i deres arbejde med at bringe Lego-leg ud til børn i hele verden.

Hele verden elsker Lego

Lego er gennem de seneste fem år rykket stille og roligt frem på listen - fra en 10. plads i 2013 og en 9. plads i 2014 til en plads midt i feltet som henholdsvis nummer 5 og 6 i 2015 og 2016 og altså nu til en 2. plads i 2017-opgørelsen.

Filtrerer man tallene på de fire globale makro-regioner: Nordamerika, Latinamerika, EMEA og Asien, er i alt 24 brands repræsenteret i de fire Top 10 - men kun tre brands er med på alle fire Top 10-lister: Rolex, Lego Group og Canon.

Google og Disney er med på tre af de fire regionale Top 10, og Sony og BMW er med på to.

Og ser man alene på Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) kan Lego endda glæde sig over at stryge helt til tops på listen - med Bosch, Disney, Michelin og Sony på de følgende pladser.

Apple falder 10 pladser

Generelt for 2017-listen bemærkes i øvrigt, at luksusbrands som Rolex og Rolls-Royce rykker op, samt at consumer-brands napper syv af pladserne på Top 10.

På tech-fronten rykker Intel tilbage i Top 10 ( til en 8. plads) efter at have været ude i 2016, Google dropper to pladser ned til en 5. plads, Microsoft dropper lige præcis ud af Top 10 til en 11. plads, mens Apple dratter 10 pladser ned til en 20. plads.

I kategorien står Samsung for det største fald: Fra en 17. plads til en 70. plads.

Blandt bilmærkerne falder både BWW Group og Daimler ud af Top 10 til pladser som henholdsvis nummer 12 og nummer 27, mens Toyota, Honda, Ford og GM alle kryber en smule op ad listen i forhold til 2016.

Bemærkelsesværdigt er det, at Volkswagen lister sig tilbage i Top 100 (på plads nummer 100) med en pointvækst på 3,4 - en af de højeste stigninger i RepTrak100 2017.

Du kan læse mere om RepTrak100 2017 - som i øvrigt ikke rummer andre danske brands end Lego -  her.

Se Top 10 2017

1.  Rolex

2.  The LEGO Group

3.  The Walt Disney Company

4.  Canon

5.  Google

6.  Bosch

7.  SONY

8.  Intel

9.  Rolls-Royce

10.  Adidas