Kampen om de profilerede kommunikatører skærpes. Det ses bl.a. ved, at Danmarks store maritime koncern, Mærsk, henter en stærk profil hos en anden stor koncern, nemlig Danfoss.

Det drejer sig om Mette Refshauge, der den 1. august tiltrådte stillingen som ny kommunikationsdirektør hos A.P. Møller - Mærsk A/S Transport & Logistik division, der omfatter forretningsenhederne Maersk Line, APM Terminals, Damco, Svitzer og Maersk Container Industry.

A.P. Møller - Mærsk A/S lancerede sidste år en ny strategi og en ny virksomhedsstruktur, og Mette Refshauge bliver i sin nye position ansvarlig for at udvikle en kommunikationsstrategi, der yderligere understøtter forretningen og positionerer virksomheden.

Før arbejdet for Danfoss-koncernen, var Mette Refshauge kommunikationsdirektør i hhv. SAS og TDC. 

Hun er i dag bestyrelsesmedlem i Dansani og medlem af Københavns Lufthavns Vækstkomité.

Mette Refshauge er uddannet cand.mag i filosofi og medievidenskab fra Aarhus Universitet og har desuden den journalistiske tillægsuddannelse fra Danmarks Journalist Højskole.