Vær så god - her er marketing-guruens julekalender 2012. Frit leveret af Jan Winum – en mand som ikke er bange for at sætte sind og tanker i kog hos hverken branchekolleger eller andre gode mennesker.

Selv er han blandt meget andet aktiv med nyhedsbrevs-systemet Mailiac og sitet eventbooker.dk, og hvis man spørger ham, hvorfor han nu har lavet en julekalender, så lyder svaret:

- Det er mit ydmyge håb, at jeg med julekalenderen til mine marketingkollegaer kan sætte pragmatik bag det, vi alle godt ved, er uundgåeligt - at kommunikation og marketings fremtid ligger i at gøre folk glade og klæde dem på til selv at træffe en beslutning om, hvorvidt de vil give os penge.

Julekalenderen fungerer som email – naturligvis – og ideen er at deltagerne hver dag fra den 1. til den 24. december hver dag modtager en ”låge-mail” med en video. Eller noget andet.

- Alle lågerne indeholder inspirationskilder, jeg selv er blevet påvirket af, og som jeg i dag kan takke for, at jeg har valgt at lave marketing, der får mennesker til at smile. Mere specifikt email marketing, der planter smil. Julekalenderen er til marketingchefer, marketingassistenter, beslutningstagere, marketingguruer, kreative, café latte drikkende bureaufolk og alle andre, der hver dag op til jul vil mindes om, at verdens bedste marketing er den, der gør mennesker glade, siger Jan Winum.

Så gik der vist hippie i det?

- Ja, der er da sikkert nogen derude, der vil tænke ”hippie-freak”. Men ærlig talt. Vi marketingfolk har faktisk en fundamental fejl: Nemlig at vores udgangspunkt er at sælge. I stedet burde vi hellere give. Give noget af os selv. Vi skal ændre fundamentet og succeskriterierne til ”hvad kan jeg give” i stedet for ”hvad kan jeg sælge”. Med den indgangsvinkel kan du ændre alt. For det værste, der kan ske er, at folk ikke tager imod det du giver – og det er vel ikke nær så slemt, som hvis folk ikke køber det, du sælger, når du måles på det.

Det lyder lidt bagvendt?

- Det synes jeg ikke. Vi marketingfolk er hjernevaskede til at sælge i vores kommunikation. Det gør det svært, at sende kommunikation ud, som vi virkelig er stolte af, fordi vi prøver at sælge, når vi i virkeligheden godt ved, at det ikke virker. Derfor pakker vi det ind i intetsigende flosker som: ”Vinteren er over os og sneen er på vej, men ”indsæt selv tilbud her”.

Jamen, man skal vel sælge noget for at tjene penge?

Nej, det skal man ikke. Brugerne skal købe. Vi elsker at købe ting - alle hader at blive solgt til. Mit koncept ”Giving Is The New Selling” er i al sin enkelthed idéen om at give, indtil folk køber. I stedet for at sælge indtil folk køber. Opgaven er at gøre salget sekundært og gøre den historie, du giver, til det primære.

Og den dybere pointe?

- Pointen er, at når jeg har givet mig selv, og det jeg kan, væk, så skal jeg nok finde en måde, at lave penge på. Det er bare ikke med pengene, jeg starter - og det gør hele forskellen.

Men hør nu her: du vil jo også sælge?

- Ok så - jeg har lavet julekalenderen med den skumle bagtanke at bygge en relation mellem dig og Mailiac, så du praktisk talt ikke kan vente med at flå muldvarpen op af baglommen for at sende emails og få nye brugere gennem systemet. Så er kortene på bordet.

Kan vi få en lille forsmag på, hvad der venter os, hvis vi tilmelder os kalenderen?

- Ja, vær så god. Den er her neden for...