Det danske bureau KathArt Interactive blev belønnet med årets ”People Voice Award”, da vinderne af dette års Webby-awards – der groft sagt kan beskrives som webverdenens svar på filmverdenens Oscars – blev offentliggjort i maj.

Hæderen tilfaldt bureauet for dets arbejde med turistsitet Greenland.com, og nu er der mere hæder til KathArt.

For kort tid siden blev det til en pris ved Web Marketing Associations's WebAward, og i dag har bureauet så modtaget besked om, at sitet også har vundet bronze ved den europæiske prisuddeling Lovie Awards

Ifølge Franz Berliner, der er direktør i KathArt Interactive – og naturligvis er stolt over hæderen – så spiller den slags priser en stor rolle for bureauet.

- Vi er tidligere blevet anerkendt for vores arbejde i udlandet, og vi har også fået flere opgaver på den konto, men det er som om, vi har ramt den helt rigtige kombination af ide, design og teknik denne gang. Folk har som regel set designet og vil have noget lignende, men bliver for alvor interesserede når vi kan fortælle at løsningen er bygget på et gratis open source CMS og frit tilgængelige API'er til en forholdsvis lav pris, siger han.

Dermed henviser han til, at selskabets løsninger som regel bygger på Open Source CMS’et Umbraco, som for nylig er blevet valgt til at holde styr på fremtidige hjemmesider hos Økonomi- og Indenrigsministeriet.