Hvert andet år siden 2005 har den danske Non Profit Organisation Design to Improve Life uddelt designprisen INDEX: Award – en pris, der ikke belønner design for dets visuelle udtryk, men for dets evne til at løse globale udfordringer af fx social eller miljømæssig art.

Tidligere har fx det danskudviklede ”sugerør” LifeStraw og The Ocean Clean-up-projektet, der fjerner plasticforurening fra havene, vundet, og nu har juryen bag INDEX: Award fundet dette års fem vindere og dermed modtagere af næsten fire mio. kroner til deling.

Prisen uddeles igen i år i fem kategorier – Body, Home, Work, Play & Learning og Community - og designere fra Rusland, Rwanda, Storbritannien, Canada, Indien, Schweiz og USA er repræsenteret blandt vinderne.

Og Kigge Hvid, der er direktør i Design to Improve Life, er begejstret for de vindere, den internationale jury har udpeget.

Droner, muslinger og legetøj

- Vi har vindere fra den mest avancerede digitale teknologi i Ethereum til den mest simple løsning lavet af snor, pap og en knap i Paperfuge. De andre tre vindere, en bæredygtig fiskeriløsning, en verdensomspændende adresse-app og en drone, der bringer blod og medicin ud til øde egne, understreger mangfoldigheden af verdens bedste ”design to improve life”, siger hun.

De fem vindere i kategorierne er:

Body - Zipline (USA/Rwanda). Drone, der leverer medicin og blod til øde egne.

Home - What3Words (Storbritannien), fire milliarder mennesker uden adresse kan nu få en digital adresse bestående af tre ord. Løsningen vandt Grand Prix i Innovation-kategorien ved VM i reklame i Cannes i 2015.

Work - GreenWave (USA). Bæredygtig dyrkning af muslinger, østers og tang i havet.

Play & Learning - Paperfuge (Indien/USA). Legetøj til 1 krone lavet om til en blod-centrifuge til diagnose af eksempelvis malaria, HIV og tuberkulose.

Community - Ethereum (Rusland/Canada/Schweiz). En platform, der kan decentralisere distributionen af både penge og data.

Royal uddeling

INDEX: Awards fortolkning af design som ideer, der løser globale udfordringer, vinder i stigende grad frem: Prisen har således i år fået 1.401 indsendelser fra 85 lande, hvilket er rekord, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Juryen består af 14 designtænkere fra hele verden – her iblandt formanden, danske Philip Battin, senior designer i Google Hardware, Paola Antonelli, kurator for design og arkitektur til MoMA i New York, Simona Rocchi, direktør for Global Sustainability hos Philips og tidligere minister Lim Chee Onn fra Singapore.

INDEX’ protektor H.K.H. Kronprinsessen og finansminister Kristian Jensen uddelte priserne i Værftshallerne i Helsingør.

Du kan læse meget mere om Design to Improve Life og INDEX: Award her – og se film om årets fem vindere-designs herunder.

Zipline

What3Words

GreenWave

Paperfudge

Ethereum