Der er næsten ingen, der interesserer sig for den danske erhvervselites top-100. Og netop denne eksklusive elite træffer beslutninger, der har langt flere konsekvenser end den akademiske og kulturelle elite, som konstant drøftes i det offentlige rum.

– Fraværet af debat om erhvervseliten er absurd, siger forskeren Christoph Ellersgaard, der sammen med sin kollega Anton Larsen er i gang med at afdække erhvervseliten i Danmark. De tog det første spadestik i deres universitetsspeciale ”Firmaets mand” fra 2010, der tegner et kritisk portræt af de 100 mest indflydelsesrige direktører.

På Politikens spørgsmål om, hvorvidt dette er en ny variant af de onde kapitalisters konspiration, svarer Ellersgaard.

– Bestemt ikke. Konspirationsteorierne om, at der sidder en lille magtfuld gruppe nede i en eller anden kælder, holder ikke, og vi er ikke. Vi er bare nysgerrige og ønsker en afmystificerende, fordomsfri debat om topcheferne i Danmark på et kvalificeret grundlag.

– I Danmark ved vi ikke noget om erhvervseliten, der er totalt underbelyst, og som vi som samfund har godt af at diskutere. Hvis man gør op, hvor mange af vores timer der er underlagt beslutninger, som bliver taget af erhvervseliten, så er det ikke så lidt. De anonyme topdirektører er værd at interessere sig for.

Og han fortsætter om rekrutteringen af topchefer:

– Det er en udbredt forestilling, at vi ikke behøver at bekymre os for udvælgelsen af direktører, fordi det jo er de dygtigste og mest kvalificerede folk, der får en topdirektørstilling. Men glem det. Det er en myte. Det er nemlig ikke kompetencerne, der er styrende i erhvervslivet.
– Vores forskning viser, at topdirektørmiljøet er et lukket kredsløb. Og det betyder, at det ikke nødvendigvis er de bedste ledere, vi får i Danmark. Så holder vi talenter ude. Det er da et problem.

– Sat på spidsen fungerer top-100 blandt direktører som en subkultur. De ligner hinanden til forveksling – den typiske direktør er mand, hans far er også direktør, han bor i Whiskybæltet, har læst cand. merc. eller til ingeniør etc.

– Her i subkulturen er der bestemte værdier og krav til, hvordan man taler og ser ud. Det minder faktisk om den måde, fællesskabet i en rockerklub, i en kunstnerkreds eller ved solkongens hof fungerer på.

– Der er en bestemt uniform, tøj, sko, omgangsformer. Hos direktørerne er motorcyklen og læderjakken med rygmærket skiftet ud med en cigar og golf, og maratonløb er det seneste hit. Der nogle ting, som er med til at lukke denne gruppe af over for omverdenen, slutter Christoph Ellersgaard.

Du kan læse hele interviewet i Politiken her.