Det sociale mediebureau Mindjumpers mander endnu engang op. Bureauet er på tre år vokset fra to mand i en kælder i Nansensgade til 26 ansatte, og nu tilføres så en ny direktør med en redaktionel baggrund til at være i spidsen for bureauet.

– Vi har hentet Bo Christensen ind som direktør for bureauet, fordi vi i Bo får en mand, der har vist, at han kan lede mennesker til at lave godt content til digitale medier, siger Jonas Klit Nielsen, CEO og stifter af Mindjumpers.

Bo Christensen er uddannet journalist og har tidligere i en årrække været redaktionschef og onlinechef på BT i Berlingske Media.

– Vi har ikke ønsket at få en traditionel bureaumand som daglig leder. Mindjumpers minder mere om en medievirksomhed, som dagligt producerer masser af content til sociale medier. Og det kan Bo. Samtidig er han den rigtige til at lede de meget forskellige mennesker fra både ind- og udland, som arbejder hos os,” forklarer Jonas Klit Nielsen om den nye direktør, der netop er vendt hjem efter to år som kommunikationsrådgiver for hjælpeorganisationen ActionAid i Mozambique i det sydlige Afrika.

Bo Christensen tiltrådte som direktør for bureauet den 1. august og er derfor allerede i gang.

– Jeg er meget glad for at have fået denne mulighed, for jeg ser et kæmpe potentiale i Mindjumpers, som jeg har fulgt siden begyndelsen. Mindjumpers er vokset med rekordfart de seneste tre år, og jeg glæder mig over at skulle stå i spidsen for den fortsatte vækst i bureauet, siger Bo Christensen.

Både strategi og drift

Mindjumpers har særligt det seneste år oplevet stor fremgang. Og Jonas Klit Nielsen ser nogle vigtige tendenser for marketing på sociale medier på det nordiske marked og internationalt.

– Det er for alvor gået op for store virksomheder i Norden, at sociale medier kan gøre en forretningsmæssig forskel. Grunden til at mange af de store virksomheder vælger Mindjumpers er, at vi tænker forretningsstrategisk og samtidig kan stå for den faste vedligeholdelse på sociale medier for virksomhederne, siger han.

Med ansættelsen af Bo Christensen som direktør for bureauet, vil stifteren nu fokusere mere intenst på at ekspandere Mindjumpers internationalt samtidig med, at han fortsat er tilknyttet de største kunder i Norden.

– Globale virksomheder har ofte en stor udfordring på sociale medier – en udfordring som vi har unikke forudsætninger for at hjælpe dem med. Derfor starter vi Mindjumpers Network, som vil være fundamentet i vores internationale ekspansionsplaner, fortsætter Jonas Klit Nielsen.

Det kan en del af jeres konkurrenter vel også tilbyde?

– Vi mener, at Mindjumpers Network tilbyder noget unikt. Vi har et netværk af community managers, og tilbyder derfor globale virksomheder local community management, hvor community managerne kender den lokale kontekst, sproget og kulturen. Samtidig bliver community managerne udvalgt så de passer til det specifikke brand.

Bureauets kunde liste tæller en række virksomheder som Carlsberg Group, Maersk Drilling, Rockwoll Group, Novozymes og Sirona Group, hvor Mindjumpers arbejder på et globalt plan, samt en række store kunder som Mindjumpers håndterer i Danmark og Norden som Ben & Jerry’s, Danske Bank, Coca-Cola Danmark og Telia.