Fremtiden er her allerede nu, hvis man skal tro ”verdens mest forbundne menneske”, Chris Dancy, der i løbet af et par år ændrede sig fra at være en overvægtig, rygende softwareudvikler til at være…

Ja, Dancy lever af at være ”the Worlds most Connected Human Being”, der overvåger sig selv via mindst fem devices 24/7. Han kan faktisk få at vide, at nu ”trænger du til sex”.

Han er i Danmark til årets mest spændende event, NextM-konferencen, arrangeret af GroupM, og godt tusind nysgerrige har kvitteret ved at gæste fremtidslaboratoriet i Terminalerne i Frihavnen.

Idéen om at måle sig selv og reelt dele informationerne med en stribe interessenter, er nu ikke Chris Dancys. Tanken opstod i Silicon Valley i 2007, men er siden spredt i nørd-netværk og senere bredt globalt ud fra sloganet ”life-logging” og ”quantified self”. Der er 300 af slagsen i Danmark allerede nu.

Teknologien tilpasser sig mennesket

Dancy er bare et af mange eksempler på, at teknologien ændrer vores liv, uanset om vi vil det eller ej. Og det nye er, at fremtidens teknologi tilpasser sig mennesker i stedet for, at menneskene tilpasser sig teknologien.

Internettet træder ud i vore rum og er ikke bare til stede i skærme. I fremtiden kommer teknologien til at være i din sofabordplade, så du ikke skal bruge en remote til at justere op og ned for lyset, men en token, der lærer dig at kende og tilpasser sig efter dig. 

For marketingfolk er her en guldgrube, hvis de ellers tænker lidt længere end traditionelle præster prædiker. Teknologien er muligheden for, at brands opnår opmærksomhed, hvilket i vore dage er noget af det sværeste at opnå og samtidig det mest dyrebare for brands.

Ikke mindst jagten på de næste rige generationer, the Millenials og teenagerne, der har så meget FOMO (fear of missing out, red.) inde i kroppen, at de altid er videre på et splitsekund. 

Er der grund til bekymring? Ikke hvis man spørger Dancy:

– Vi er alle overvågede, og vi skal stoppe med at være naive. Vi har ikke privacy længere. Til gengæld skal vi bruge data fornuftigt og til det, vi kan med data, nemlig til udnytte værdikæden data > information > knowledge > visdom.

Til gengæld var han helt tydelig omkring et andet emne, der også blev diskuteret i Terminalerne, nemlig at store tech-brands som fx Apple bør betale for de forbrugerdata, de får.

Det er andet år GroupM investerer i denne inspiration, der i øvrigt flytter til Stockholm efter weekenden. Planlægningen med NextM 2017 er allerede begyndt.