”Særdeles utilfredsstillende”

Sådan betegnes et millionunderskud i det nordjyske reklamebureau Corbiz, der har sine rødder tilbage i Dafolo Marketing.

Det fremgår af et netop offentliggjort regnskab, som viser en stagnerende bruttoavance og røde tal på bundlinjen.

Driftsresultatet viser således et minus på 1,7 mio. kr., mens bruttoavancen er skrumpet en smule til 14,2 mio. kr. mod 14,4 mio. kr. i fjor. På bundlinjen er et lille overskud (56.000 kr.) blevet til et underskud på 1,9 mio. kr.

Samtidig er egenkapitalen i dag skrumpet så meget ind, at den blot udgør 1,8 mio. kr. De dystre tal får dog ikke Corbiz’ adm. direktør, John Christensen, til at miste modet.

- Røde tal på bundlinjen er jo aldrig til tilfredsstillende, men jeg har været i branchen i over 30 år og oplevet tre andre kriser, så jeg er overbevist om, at markedet også denne gang vender, siger han.

Optimismen binder han blandt andet op på, at bureauet ikke tidligere har landet så mange nye kunder som det seneste halvandet års tid.  Det drejer sig blandt andet om Sundhedsstyrelsen og Randers Tegl.

- Vi lider selvfølgelig også under, at det er meget tilbageholdende marked, hvor virksomhederne holder på marketingkronerne, siger han.

De røde tal på bundlinjen skyldes også, at Corbiz i fjor købte webbureauet Zuport, hvilket har kostet en del penge, fortæller John Christensen.

På positivsiden tæller, at selskabet har en del indtægter, som ligger og venter på bureauet i form af tilgodehavender på 4,9 mio. kroner.

Corbiz 2011/2012

Bruttofortjeneste             14,2 mio. kr.

Driftsresultat                  -1,7 mio. kr.

Årets resultat                 -1,4 mio. kr.