Årets Brøl 2013 - den ny-indstiftede branchepris, som efter sommerferien skal uddeles til de bedste nordjyske eksempler på virkningsfuld, kreativ og veleksekveret markedsføring - er klar med shortlisterne i konkurrencens 17 kategorier.

Og der er, kan man fristes til at mene, i den grad ”givet ved dørene” i udvælgelsen, idet hele 110 arbejder ud af 159 indsendte er kommet med på shortlisten.

- Du kan da godt have ret i, at det er mange nomineringer. Imidlertid er det juryens indstilling, at man ikke vil lægge alt for hårdt ud det første år og dermed måske ende med et meget smalt felt. Men når det er sagt: I den sidste ende vil der kun være én vinder i hver kategori. Ingen andenpladser. Ingen trøstpræmier, siger Steen Bjerre, kommunikationschef og medlem af styrekomitéen bag Årets Brøl.

Han tilføjer, at arrangørerne er meget glade, fordi der - som man håbede, der ville være - er betydelig spredning i feltet.

- Regionens største bureauer er med, det samme er enmandsbutikkerne. Og virksomheder, der selv har stået for det kreative arbejde, er også repræsenteret blandt de nominerede, siger Steen Bjerre.

Et kig på listen viser, at reklamebureauet SHRPA løber med ikke færre end 29 nomineringer, efterfulgt af Clienti, som har fået 19. Siden følger Weltklasse med 8 nomineringer - og Det nye Sort, Feder+Okkels og Oscar Film med hver 4 nomineringer.

Aalborg Lufthavn er med 9 nomineringer den annoncør, der optræder hyppigst på listen, efterfulgt af Aalborg Universitet med 6, Nordjyske Medier med 5, og Cembrit og Thorkild Kristensen med hver 4.                  

Du kan se listen med alle de nominerede her

Juryen - som blandt andre består af formand Thomas Hoffmann, kreativ direktør og indehaver af reklamebureauet & Co, Kirsten Poulsen, direktør og indehaver af Firstmove, Kim Nøhr Skibsted, Group Vice President i Corporate Communication hos Grundfos samt freelance tv- og radiovært, satiriker og foredragsholder Huxi Bach - samles i næste uge til jury-møde i Aalborg, hvor den endelige dom over deltagerne i de 17 kategorier bliver fældet.

Priserne overrækkes til vinderne den 30. august i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Bag prisen står Erhverv Norddanmarks Kreativgruppe samt en række partnere som blandt andre Danske Bank og Nordjyske Medier.