Rød mand stå. Grøn mand gå.

Var du barn, ung eller voksen i 80’erne og 90’erne, husker du formentlig episoden fra TV-serien Nana, hvor en stakkels betjent skulle lære de nye skolebørn, at krydse vejen korrekt.

Han havde det ikke nemt –  selv om episoden var underholdende – men det kan faktisk godt være legende let, når børn skal lære at gå og cykle sikkert i trafikken.

Det viser erfaringerne med et nyt trafikunivers - Sikker & Søn - for de mindste børn på DR Ramasjang, som Rådet for Sikker Trafik er medafsender på.

Ifølge en evaluering af de første programmer blandt 2.000 forældre med børn i alderen 3-6 år, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik, siger 9 ud af 10, at det er relevant med tv-programmer, der fokuserer på trafikundervisning til børn.

Og forældrene synes tilmed, det er god trafikundervisning.

60 procent siger, at programmerne har fået dem til at tænke, det er vigtigt at trafiktræne med sit barn.

Og endnu vigtigere: Cirka 40 procent af de adspurgte forældre med børn i alderen 3-6 år, siger, at de har været ude at træne i trafikken med deres barn efter at have set Sikker & Søn.

Afløser klub efter 40 år

Serien foregår i en nedlagt flyhangar, der er indrettet som en fantasifuld legeplads for børn. I hvert afsnit står de to hovedpersoner, Sikker & Søn, overfor en udfordring.

Det kan for eksempel være, hvordan man krydser vejen sikkert, hvorfor man bør bruge cykelhjelm, hvad trafikskiltene betyder eller hvorfor man skal have lys på cyklen.

Og hos Rådet for Sikker Trafik glæder underdirektør Karina Petersen sig over, at serien får forældrene til at tage fat i praktikken:

- Det er meget positivt, at programmerne får mange børn og voksne ud at gå og cykle i trafikken, da den praktiske trafiktræning er med til at gøre børnene til mere sikre trafikanter. Og når vi samtidig kan se, at programmerne får flere forældre til at købe en cykelhjelm til sig selv i ønsket om at være gode rollemodeller, kan vi ikke være andet end glade for de resultater, siger hun.

Også i analog form

Sikker & Søn, der kører på DR Ramasjang og har sin egen hjemmeside og app, er en afløser for Børnenes Trafikklub, der i årtier har lært de mindste børn om reglerne i trafikken.

I slutningen af måneden udkommer Sikker & Søn desuden i en analog udgave – i form af bogen ”Ramasjangs store trafikbog” med historier og trafikøvelser

Det er Greathouse ved Palle Nørmark, som i samarbejde med Jesper Rofelt fra Made in Valby har stået for koncept og produktion af Sikker & Søn.

Læs mere her - og se nye afnsit af serien her