Det er op ad bakke for Carlsberg at bryde ud af den vante ølramme, og trods målrettet og topprioriteret indsats de seneste ca. fire år, så er det kun lykkedes for bryggeriet at ramme plet en enkelt gang uden for øl-kategorien.

Flere stort opslåede nylanceringer er endt som fæle fejlskud, skriver Dagbladet Børsen.

- Når vi er ude og tage fat i helt nye målgrupper, er der mange flere ting, vi skal ramme rigtigt for at gøre det til en succes, og dermed er det også vanskeligere. Men det er samtidig en kæmpestor mulighed for forretningen, og jeg tror stadig, at det over tid vil være noget, der hjælper os med at få vækst,  siger topchef Jørgen Buhl Rasmussen.

Nye brands som Copenhagen, Beo og Eve har slet ikke leveret de salgssucceser, de var tiltænkt.

Carlsberg ramte derimod plet med sin cider Somersby, der kom på markedet i 2008. Den er indtil videre en enlig svale på succesfronten, da det endnu er for tidligt at fælde dom over den nylancerede alcopop Garage, der dog er kommet godt fra start.

- Carlsberg har haft pæn succes med især Somersby og til dels med Garage, hvorimod Eve, Copenhagen og Beo ikke er gået, som de havde regnet med, siger Søren Samsøe, aktieanalytiker i SEB Enskilda.

 

Børsen