Eniro Danmark har sat et nyt hold i toppen af selskabets marketing- og kommunikationsafdelinger.

Jan Vraagaard Jensen er således ansat som ny direktør for ”Go To Market” hos Eniro Danmark. Han har tidligere været seks år i Telenor, hvor han senest var Head of Market and Marketing.

I Eniro Danmark får han en nøglerolle i virksomhedens hastige udvikling med øget fokus på online-produkter.

- For mig står Eniro som spydspidsen i en branche, der i høj grad er præget af den teknologiske udvikling – og ikke mindst inden for de nye forretningsområder, der viser sig i kølvandet på denne udvikling. Derfor har det også været en spændende mulighed for mig, og jeg har allerede efter den første tid i jobbet fået bekræftet Eniros store potentiale, siger Jan Vraagaard Jensen.

Eniro Danmark opruster i det hele taget på marketings- og kommunikationsfronten. Malene Jordt Andersen er hentet til virksomheden som ny marketingchef. Hun kommer også fra Telenor, hvor hun har været siden 2005 og senest fungeret som B2B Marketing Manager.

Samtidig er Kristoffer Apollo udnævnt til kommunikationschef. Han har siden 2009 været ansat i Eniro Danmark og er tiltrådt som chef for kommunikationsafdelingen i august 2012.

Adm. direktør i Eniro Danmark Stefan Kerzca er stolt af de tre udnævnelser.

- Vores marketing- og kommunikationsaktiviteter bliver stadig vigtigere i kampen for at vinde nye markedsandele og sikre, at kunderne finder og bruger vores relativt nye online-satsninger. Så jeg er meget tilfreds med, at vi kan tilføre så kompetente kræfter til den del af forretningen, siger han og fortsætter: ”Både Jan og Malene har vist imponerende resultater i deres tidligere stillinger hos Telenor og kommer med nogle klare visioner for, hvordan Eniro Danmark støt og sikkert kan forbedre sin position i markedet de kommende år. Og med Kristoffer som kommunikationschef er jeg helt tryg ved, at vi får formidlet den spændende rejse, Eniro Danmark lige nu er ude på."