Det nye danske opsamlings-site for viden og content Memit opruster, og har ansat den digitale medie-ekspert Jon Lund i en nyoprettet stilling som Chief Operations Officer (COO). Jon Lund får et særligt ansvar for kommunikation og PR.

Memit er et nyt socialt videns-opsamlingsværktøj, der gør det muligt at samle indhold op fra både nettet og aviser og bruge det til at bygge videns-fællesskaber med.

Det kan være profiler og grupper, followers og diskussioner, centreret omkring alle de ting og debatter, brugerne selv har været med til at samle op i cyberspace og offline. Værktøjet giver den fragmenterede medievirkelighed nye former, der ifølge stifterne ”sætter turbo på det åbne net, og samtidig giver indholdsproducenterne ny kontrol”.

Det sidste er ”særligt cool”, mener Jon Lund:

– Memit gør det muligt for alle dem, der laver det fede indhold – altså bl.a. alle de etablerede medier – at holde snor i læserne og blive en del af den nye medievirkelighed. Samtidig med at Memit som videnscentrifuge hælder gødning på en ny åben type journalistik, siger Jon Lund.

Memit-fortællingen må være den mest anonyme videnscentrifuge?

– Vi arbejder på det. Jeg har samarbejdet med Memit på sidelinjen det sidste halve år, og er i den periode blevet mere og mere sikker på, at Memit kan noget, som ingen andre kan, og som der virkeligt er brug for. Og jeg glæder mig helt vildt til at være med til at rulle det ud og – håber jeg – skabe en ny danske internet-succes.

Jon Lund fortsætter med sine nuværende aktiviteter som moderator, foredragsholder, konferencearrangør, skribent i Politiken, blogger og som blandt andet formand for DONA, netværket for online-kommunikatører.

– Ja, det fortsætter jeg alt sammen med, bare med en anden kasket på hovedet, tilføjer han.

Memits ledelse kommer fremover til at bestå af de to Memit-grundlæggere Jan Futtrup-Kjær og  Rune Alblas, der er hhv. CEO (adm. direktør) og CTO (udviklingsdirektør) og så Jon Lund.

Pengene, der får det hele til at løbe rundt, kommer primært fra to såkaldte “business angels”, privatpersoner med mange penge, der gerne vil have nye ting op og stå: Allan J. Vestergaard og Christian Strøyberg hedder de to investorer – og de er begge danskere og bosat i hhv. London og Silicon Valley.

Læs mere her.