Det blev ikke til en dansk Oscar-statuette ved nattens event i USA, men så kan man jo glæde sig over, at en dansk annoncør tidligere har haft succes med at udnytte en dansk Oscar-vinders popularitet i en digital kampagne.

11 millioner online annoncevisninger på to dage for en investering på 3.000 kroner i Google AdWords.

Dét er således et par af nøgletallene i lidt af en brandingsucces for VisitDenmark i kølvandet på, at Susanne Bier vandt en Oscar i 2011 for ”Hævnen”.

Flash Action-succes

VisitDenmarks digitale bureau i UK, Timgu, reagerede således med det samme på begivenheden og søsatte en displaykampagne i Google AdWords, som på kort tid opnåede det skyhøje antal visninger. VisitDenmarks annoncer blev vist på nyhedssites, hvor Susanne Bier og hendes film stod nævnt og fik dermed en masse relevante klik.

- Kampagnen har givetvis haft en endnu større effekt, end man lige umiddelbart kunne måle. Vi antager, at den har skabt en association imellem Biers film og Danmark som turistmål hos en stor del af dem, der så annoncen, også selv om de ikke nødvendigvis klikkede på den, fortæller VisitDenmarks markedschef for UK, Henrik Kahn.

Else-Marie Eriksen, kommunikationsansvarlig i Timgu, forklarer, at de kalder en kampagne af denne slags for en "Flash Action Campaign":

- Man skyder et større beløb efter en begivenhed, som fylder i overskrifterne i en afgrænset periode og opnår på den måde en exceptionel rækkevidde, siger hun.

Med tre forskellige annoncer, som primært blev vist på dailymail.co.uk, opnåede VisitDenmark 450 klik på de to dage, hvor kampagnen kørte.

Du kan læse mere om casen i dette blogindlæg.