Hvert år får over 160.000 danskere hjælp af Frelsens Hær. Lige fra hjemløse til fattige børnefamilier.

Alene her i december har tusindvis søgt om julehjælp hos organisationen - primært børnefamilier, som ikke har råd til at holde jul - så i samarbejde med Kernel Århus har Frelsens Hær derfor nu iværksat en kampagne, der skal få danskerne til lommerne.

Kampagnens omdrejningspunkt er – rigtigt gættet - en papand. I naturlig størrelse og med det bevidst lidt provokerende og dobbelttydige budskab: - Papand! Hvor mange skal nøjes med det til jul?

Papanden indgår i et biospot, der de næste to uger vises i biografer i København og Århus. Inden visningen af spottet uddeles der i Dagmar biografens foyer papænder til publikum, så der sikres maksimal opmærksomhed og synergi mellem de fysiske og visuelle medier. Papænderne er forsynet med QR-kode og netbank nummer, så biografgængerne let kan donere bidrag.

Ud over biospottet består kampagnen af direct mails, dagblads- og magasinannoncer, web-bannere og indstik. Spottet vises i Biocity Århus samt Dagmar, Empire og Gloria i København frem til jul.

Eventen i Dagmar finder sted i aften - tag et smugkig på filmen her.