Gode kampagner kan ikke blot flytte forretning eller ændre folks adfærd. De bedste kan også – som vi i meget høj grad kender det fra reklamebureaubranchen – kaste fine priser af sig.

Det gælder dog også i PR-delen af den danske bureaubranche, hvor Public Relations Branchen i samarbejde med Dansk Erhverv nu for femte år i træk gør sig klar til at uddele sine egne priser til årets dygtigste.

Det betyder, at der fra i dag åbnes for indstillinger til branchens prestigefyldte pris, PR-Tigeren, som uddeles den 23. november 2017 hos Dansk Erhverv i Børssalen i København.

- PR-Tigeren er med til at sætte fokus på, hvad PR- og kommunikationsdisciplinerne kan og ikke mindst på den enorme talentmasse, der er rundt om i de danske bureauer. Vi lever af at rådgive om PR- og kommunikation, og vi har en stor opgave i at synliggøre den værdi, som vi skaber for vores kunder. Det kan PR-Tigeren være med til, lyder det fra Kresten Schultz-Jørgensen, formand for Public Relations Branchen, i en pressemeddelelse.

Nye kategorier

Dette års prisuddeling er også året, hvor bureauerne vil opleve nye og skærpede kriterier for at score point.

Formand for PR-Tigerens jury, Kim Larsen, der til daglig er Head of Corporate Communications & Relations, Executive Vice President, Danske Bank, fortæller:

- Vi ved, at det faglige niveau for PR-arbejde i Danmark er tårnhøjt, og derfor skal vi også have nogle kriterier, der kan måles med internationale standarder. Derfor vil bureauerne fremover skulle leve op til nye og skærpede kriterier for at få fingrene i PR-Tigeren. Det betyder jo også, at konkurrencen intensiveres, siger han.

Det er ikke kun kriterierne, der er nye i år.

I fjor blev der uddelt priser i fire kategorier: Strategi, eksekvering, nytænking og digital. 36 kampagner var sendt ind til konkurrencen, hvoraf 12 blev shortlistet.

I år er kategorierne nye, og bureauerne kan derfor indstille PR-indsatser i disse kategorier:

  • Bedste PR-indsats for offentlig aktør (stat, kommune, region, råd, nævn, styrelse, etc.)
  • Bedste PR-indsats for privat og/eller offentlig virksomhed
  • Bedste PR-indsats for organisation (NGO, brancheforening, fagforening etc.)
  • Bedste indsats inden for intern-/forandringskommunikation
  • Bedste PR-indsats, der er udført pro bono

En stærk jury

Til at bedømme PR-indsatserne er der sammensat en bred jury, der omfatter profiler fra erhvervslivets top, bureauverdenen og det akademiske miljø.

I år er medlemmerne:

  • Kim Larsen, Head of Corporate Communications & Relations, Executive Vice President, Danske Bank
  • Lene Espersen, direktør, Danske Ark
  • Jens Otto Kjær Hansen, rektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Jens Klarskov, adm. direktør, Dansk Erhverv
  • Gitte Seeberg, direktør, AutoBranchen Danmark 
  • Trine-Maria Kristensen, SoMe-rådgiver og foredragsholder
  • Kresten Schultz-Jørgensen, adm. direktør, LEAD Agency og formand for Public Relations Branchen.

- PR- og kommunikationsdisciplinen har mange facetter, og derfor er det nødvendigt med en bred jury, der repræsenterer forskellige dele af indsatserne. Vi har forsøgt at have jurymedlemmer, der har fokus på public affairs, strategisk rådgivning, image, krisehåndtering og sociale medier, siger juryformand Kim Larsen.

- Og så kan juryen samtidig holde fokus på det forretningsmæssige samt det akademiske. Så jeg mener, at juryen har en tyngde, der er med til at kvalificere prisuddelingen, slutter han.

Du kan læse meget mere om PR-Tigeren og om indstilling af PR-indsatser til prisen her.