I sit netop offentliggjorte halvårsregnskab bebuder det danske design-ikon, at op mod 125 butikker, der har det dårligste salg, bliver lukket.

Regnskabet skuffer fælt forventningerne om en kraftig stigning i omsætningen. Den stiger ganske vist lidt fra 778 til 819 millioner kroner i regnskabsårets andet kvartal i forhold til sidste år, men en omfattende omlægning af forhandlernettet kommer til at koste 100 millioner kroner på omsætningen i regnskabsåret 2012/2013, og koncernen nedjusterer sine forventninger.

En analyse har vist, at en stor gruppe i B&Os netværk af uafhængige forhandlere klarer sig "betydeligt dårligere" end resten af netværket, som det hedder i regnskabsrapporten.

De butikker, som skal lukkes, ligger hovedsagligt i Europa. Og til gengæld vil koncernen åbne egne butikker i vækstmarkeder. Men der bliver lukket flere butikker, end der åbnes, skriver B&O.

Tidligere i år kom det frem, at 25 procent af de europæiske Bang & Olufsen-forhandlere er lukkede over de seneste fire år. Det betyder, at 147 B&O-forhandlere siden 2008 har drejet nøglen om.

Lukningen skyldes ikke kun den økonomiske krise. Mange af butikkerne var ifølge koncernchef Tue Mantoni også utidssvarende.

 

Business.dk