En ny skat på reklameaviser skal fylde 380 millioner kroner i den danske statskasse i 2013. Det fremgår af regeringens finanslovsforslag for næste år. Den nye afgift er placeret under punktet ”miljøafgifter”, men hvordan skatten helt konkret skal skrues sammen, eller hvordan den skal opkræves, blæser i efterårsvinden.

Embedsmændene er tavse, thi ingen skal have noget klinket, før den kontroversielle afgift er ”klappet af,” som den hedder på Borgen. Men noget er sivet, og nyheden er, at afgiften ikke vedtages som en del af Finansloven. Reklameaviserne får deres egen lov, en lov der begrundes med, at afgiften står på miljø-argumentet.

Den gode nyhed er, at regeringen toner rent flag, den dårlige er, at det stadig er en vanskeligt håndterbar lov, der skal fremsættes primo oktober og vedtages ultimo oktober, hvis den skal træde i kraft fra årsskiftet.

Hvorfor er det et problem?

For det første fordi virksomhederne og trykkerierne skal have tid til at indgå årsaftaler. De indgås normalt i september og oktober med henblik på næste års produktion. Kender man ikke afgiftens størrelse, kan man jo heller ikke lægge budgetter, vel?

For det andet hviskes der nu, at kun en del af afgiftsgrundlaget er på plads. Nemlig, afgiften på 2,25 kroner per kg. papir for miljøgodkendte tilbudsaviser, mens alle andre skal beskattes med tre kroner per i kg i 2013 og 3,75 kroner i 2014. Tilbage står, at afgiften formentlig også skal knyttes til de farver og anden kemi, der medgår i produktionen.

Her tøver de omhyggelige embedsmænd, thi de skal være stensikre på, at deres argumentation er i orden. Kemi-X skal forurene mere end kemi-Y, og afgiften tilpasses den politiske argumentation. Men der er jo uenighed om miljøbelastningen blandt de lærde i ind- og udland.

For det tredje skal blomstermærket være på plads, så trykkerierne overhovedet har en chance for at opnå miljø-certificeringen, og dermed være i stand til at tilbyde virksomhederne blomstermærket, hvilket ”kun” udløser den ”lille” afgift. Det mærke – og logikken bag – ligger til godkendelse i EU’s betydelige embedsværk, og kan derfor endnu ikke udstedes.

For det fjerde skal embedsmændene også sikre, at lighedsgrundsætningen overholdes. En borger eller virksomhed skal kunne ”regne med”, at staten ikke diskriminerer enkelte brancher eller på anden måde forfordeler nationale interesser.

Hvad gør man, hvis det lykkes at skabe en afgift og et blomstermærke, som de fleste accepterer, men hvor man kan trykke billigere reklameaviser uden for EU. I Belgien er det fx tolderne, der kradser den slags afgifter ind, hvilket flytter ansvaret for indbetalingen af afgiften fra trykkeriet over på speditøren.

Det kan naturligvis også lade sig gøre i Danmark, men det er noget bøvl. Og kan regeringen leve med, at den først får blomstermærket på plads så sent, at annoncører og trykkerier ikke har en chance for at opnå miljøcertificeringen?

Eller hvad hvis kun ganske få trykkerier – de største og stærkeste – opnår blomstermærket? Det vil give dem en konkurrencefordel, hvilket reelt betyder, at man slagter de mindre trykkerier. Mon Blå Blok vil råbe op om ”tabte arbejdspladser”?

Og så til allersidst: Regeringens lov om reklameaviser forventes at indbringe 380 mio. kr., fordi kun en tredjedel af tryksagerne opnår blomstermærket. Det er en forudsætning for embedsmændene. I skrivende stund ser det ud til, at de gør alt hvad de kan for at vanskeliggøre miljøcertificeringen.

Men hvis industriens egne beregninger er rigtige, nemlig at op mod 80 pct. af tryksagerne vil blive trykt med knap så forurenende farver, kemi og på certificeret papir, vil regeringen mangle mindst 100 mio. kr. på afgiften. Ikke at det gør noget i det store billede, men det er unægtelig en svær og uforudsigelig fødsel, regeringen må se frem til.