De fleste store køkkenforhandlere byder som regel på store forretninger i større retail-områder - ofte et stykke vej væk fra strøg og centrum – men nu går HTH-køkkener den anden vej.

Det sker med åbning af et ny butik midt mellem Vero Moda, Bahne og Joe & The Juice på Fisketorvet i København, hvor man fra i morgen kan shoppe designerkøkkener midt mellem dagligvarer, sko, tøj og caféer.

Dermed manifesterer det kampagneunivers, som HTH GO i foråret sendte i luften i samarbejde med Kunde & Co, sig strategisk og fysisk i et nyt downsized forretningskoncept, som også på den teknologiske front er nyskabende.

Således byder butikken på en ny 3D-teknologi, hvor man med Lego-lignende klodser bygger sit eget køkken, der simultant gengives som 3D-model på fingertouch-skærmen – og herpå er der så ”fri leg” med farver, materialer, bordplader osv.

Hvor forbrugerne er

3D-teknologien er ifølge HTH just testet i London og ny på de danske breddegrader, og marketingdirektør Palle Larsen fra Nobia Danmark, der ejer HTH, siger:

- Vi ser os som first-mover, når det gælder 3D-teknologien og nu også med placering på Fisketorvet blandt mange tusinde besøgende om dagen. Vi bygger derfor bro fra vores online-univers og videre på succesen med HTH GO til en fysisk, komprimeret og smart forretning på få kvadratmeter, siger han og tilføjer, at det i høj grad handler om at være de rigtige steder.

- Der er generelt fuld damp i køkkenbranchen for tiden. Og vi skal selvfølgelig være der, hvor forbrugerne er. Samtidig er de faktisk meget beslutningsdygtige og velinformerede, så derfor synes vi, det skal være lige så nemt at se sit nye køkken fysisk og digitalt, som at købe bøffer og grøntsager i supermarkedet, lyder det fra Palle Larsen.

Aflever dine mål

Den nye forretning på Fisketorvet er bygget op i temaområder med moodboards, styleguides, boligmagasiner og masser af accessories til at inspirere.

Og har man lyst, kan man også blot aflevere sine køkkenmål og komme tilbage en time senere - så har HTH-personalet designet et nyt køkken tilpasset målene.

Målet er ifølge Palle Larsen, at komme tættere på kunderne i byerne, og selv om han ikke umiddelbart har set andre køkkenforretninger i danske indkøbscentre tæt på hovedstrøg og city, så giver konceptet rigtig god mening:

- At købe et køkken er en langtidsinvestering, og mange orienterer sig online derhjemmefra. Men derfor har man stadig brug for ved selvsyn at se farverne, forstå opsætning og målene og allerhelst fornemme og mærke materialerne. Med vores nye koncept forener vi 3D-modeller, lynhurtig tegneservice og rullende køkkenmoduler, så du kan komme tæt på og fornemme dit nye designerkøkken, siger han.

Behov for denne type koncepter

Og hos Fisketorvet mener Senior Commercial Manager, Helle García Korndal, at det nye butikskoncept vil falde godt ind i et urbant shoppingcenter – og spille godt sammen med centrets øvrige udbud af forretninger, spisesteder og oplevelser:

- Området omkring Fisketorvet har udviklet sig utroligt meget de seneste par år, hvor flere unge familier og virksomheder er kommet til. Vi oplever derfor et stigende behov for denne type af koncepter, der er nytænkende og giver inspiration til det moderne hjem, siger hun og tilføjer:

- Samtidig er køkkener folkeeje og har en stor værdi i de private hjem, hvorfor de fleste af os higer efter ideer og fornyelse, så vi er sikre på, at vores besøgende vil tage godt imod HTH.

Foreløbig er det nye butiksformat ifølge Palle Larsen kun et supplement til de eksisterende, og noget større, køkkenforretninger i landet, men forventningen er at rulle forretningskonceptet på Fisketorvet ud til andre markeder, hvor HTH’s moderselskab Nobia i dag er repræsenteret.  

HTH får bl.a. Joe & The Juice, Bodum, Bahne og Flying Tiger som nærmeste naboer på Fisketorvet, og butikken slår dørene op i morgen, fredag den 1. september.