I alt 159 bidrag var der indsendt til den første udgave af den nordjyske kreative pris Årets Brøl, der holdt prisfest i går aftes. Flere end 40 virksomheder havde sendt bidrag ind – og otte af dem kunne gå hjem med laurbærrene i 16 kategorier.

Reklamebureauet SHRPA blev aftenens suveræne vinder med ikke færre end 7 priser for 4 forskellige kunder. På kundesiden var det Aalborg Lufthavn, der fik lejlighed til at gå mest oftest på scenen - tre gange i alt, og alle tre gange sammen med SHRPA.

Sekretariatschef Anita Møller fra Erhverv Norddanmark - organisationen, der i det tidlige efterår 2012 tog initiativet til prisen for at tage temperaturen på virkningsfuld, kreativ og veludført markedsføring udviklet i Nordjylland.- siger om aftenens resultat:

- Nogle sendte mange bidrag ind og blev behørigt honoreret – andre fik ikke så meget ud af at deltage, som de måske havde håbet. Andre igen fik priser for alt, hvad de sendte ind. Fordelingen af vinderne viser bredden i den nordjyske kreative verden: Der var priser til både de største bureauer, til enmandsbutikkerne og i et par tilfælde til virksomheder, som selv havde frembragt løsningerne. Og ser vi på kundesiden, var en enkelt på podiet hele tre gange – og alt i alt blev det til priser for 13 virksomheder, også nogle hjemmehørende uden for regionen.

Fortsætter til næste år

Hun konkluderer på den baggrund, at der er god bredde i branchen, at der også uden for regionen er fokus på nordjysk kreativitet, og at der også kan skabes god kommunikation internt i virksomhederne.

Og med 159 konkurrencebidrag og 248 deltagere i den afsluttende Årets Brøl-fest tør Erhverv Norddanmark godt binde an med arrangementet igen til næste år.

- Vi har undervejs i forløbet haft meget stor praktisk støtte fra en række af vores medlemmer. Ud fra det og fra de tilkendegivelser, som vi allerede har fået, er vi ikke bange for at kaste os ud i en ny udgave af arrangementet, så det begynder vi at arbejde med nu, siger Anita Møller.

Årets Brøl-prisen har i alt 17 kategorier, men kategorien Sociale Medier havde juryen vurderet som for tyndt besat, så i denne ene kategori blev der ikke uddelt en pris.

Juryen bestod blandt andre af formand Thomas Hoffmann, kreativ direktør og indehaver af reklamebureauet & Co, Kirsten Poulsen, direktør og indehaver af Firstmove, Kim Nøhr Skibsted, Group Vice President hos Grundfos samt freelance tv- og radiovært, satiriker og foredragsholder Huxi Bach.

Bag prisen står Erhverv Norddanmarks Kreativgruppe samt en række partnere som blandt andre Danske Bank og Nordjyske Medier.

Vindere af Årets Brøl 2013

App eller Mobilt Website

- Clienti for Nørresundby Bank

Corporate Identity

 - Form Agenda for Ibsens Fabrikker

Corporate Website

-SHRPA for Aalborg Lufthavn

Digital Kampagne

- SHRPA for Aalborg Lufthavn

E-shop

- Netimage for Wonderful Copenhagen

Informational Website

- SHRPA for Nordjyske Medier/AaB

Kampagne- eller Produktwebsite

- SHRPA for Aalborg Kommune

Kampagnekoncept/B2B

- Cembrit for Cembrit

Kampagnekoncept/B2C

- Det nye sort for Aalborg Universitet

Kampagnekoncept/Offentlig

- SHRPA for Aalborg Kommune                                                

Mini Identity

- Det nye sort for Cecilie Bernhard

Outdoor

- Aalborg Symfoniorkester for Aalborg Symfoniorkester

Print

- steen-bjerre.dk for Himmerland Boligforening

Radio

- SHRPA for Spilnu.dk

Sociale Medier

- Ingen vinder

Tv & Film

- Clienti for Aalborg Fyrværkerifabrik

Unikt Kampagneelement

- SHRPA for Aalborg Lufthavn