Den meget omtalte reklameskat, der indfører afgifter på reklameaviser, er i dag blevet vedtaget af politikerne på Christiansborg.

- Der er ikke så meget at andet at sige, end det er ufatteligt dumt, siger Tine Aurvig-Huggenberger, direktør i brancheforeningen DRRB og fortsætter: ”Det kommer bl.a. til at koste danske arbejdspladser, og forbrugerne skal fremover betale mere for deres dagligvarer”.

Hun mener, at Folketinget som et minimum burde have indført en revisionsklausul, så der om et år kunne gribes ind, når det viser sig, hvor meget loven egentlig ødelægger for dansk erhvervsliv. DRRB finder det desuden tankevækkende, at der ingen steder i loven står, at afgiften er direkte målrettet reklameaviser.

Samtidig stiller DRRB spørgsmålstegn ved, om det på nogen måde er en miljøafgift.

- Kald nu en spade for en spade, for med de sidste reguleringer af loven, er der jo helt klart tale om en afgift på tilbudsaviser, hvilket må siges at virke konkurrenceforvridende.  At miljømærkningen ikke er på plads fortæller mig yderligere, at det handler om at få penge i kassen, og ikke om at tænke på miljøet, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

DRRB har bekæmpet indførelsen af reklameskatten indædt, siden den blev bragt på bane i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i fjor, men det er altså ikke lykkedes brancheforeningen at råbe politikerne op.

Et flertal bestående af regeringen og Enhedslisten har således stemt loven igennem i dag, og den skal inddrive cirka 400 millioner kroner på næste års finanslov. Pengene er øremærkede en såkaldt "grøn check", der skal gives til personer med lave indkomster, og ifølge politikerne skal det være en form for kompensation for den sociale slagside, de grønne afgifter har.

Derudover lægges der ikke skjul på, at målet også er at tynde ud i de meget udskældte reklameaviser.

Holger K. jubler

Loven får kritik fra de borgerlige partier, som – i lighed med DRRB og andre med fingeren på pulsen i reklamebranchen – mener, at afgiften vil koste arbejdspladser på blandt andet grafiske virksomheder.

Derudover kan den betyde lukning af månedsaviser med lokalt stof. Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) mener ifølge Ritzau dog, at loven er et udtryk for ganske almindelig sund fornuft:

- Når vi får postkassen fyldt op af reklamer, hvor vi samler ind hver dag og smider ud igen, så tror jeg mange af os tænker, om der ikke kunne komme lidt færre store, trykte reklamer. Om man ikke kunne spare lidt mere på ressourcerne. Derfor er der dyb fornuft i det her forslag. Fordi vi tilskynder til, at man tænker sig lidt om, når man udsender reklamer og laver dem knap så tykke og knap så tunge, siger skatteministeren.

Højrefløjen sagde nej

Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti frygter imidlertid, at afgiften fører til øgede omkostninger for en række virksomheder, stigende forbrugerpriser på en række varer og tab af flere hundrede arbejdspladser primært i den grafiske branche og distributionsbranchen.

Partierne angriber desuden reklameafgiften, fordi den som sagt kan ramme månedsaviser med lokale nyheder, såsom Hjerting Posten i Esbjerg, skriver Ritzau. For at blive fritaget for afgiften skal aviserne nemlig udkomme 20 gange på ti måneder, og det vil ramme nogle lokale medier.

Afgiften bliver 4,00 kroner per kilo, mens reklameaviser, der er miljømærket med ”Blomsten”, slipper med 2,00 kroner per kilo. Hvis mærket da nogensinde bliver til noget.

Du kan læse meget mere om det vedtagne lovforslag her.