Jacob Schrøder og Mathias Lyngbye Villadsen er to unge iværksættere med en mission: De vil hjælpe danske venues, caféer og eventarrangører med langt mere effektivt at nå den unge målgruppe på 18-25 år.

Ifølge de to entreprenører, hvor den ene i øvrigt er oldebarn af Novo Nordisk-grundlægger Thorvald Pedersen, har billethjemmesider og de forskellige Alt Om Byen-guides ikke forstået, hvordan den unge målgruppe tænker og handler.

– Vi er selv på alder med vores brugere, så vi ved, hvordan de tænker. Vores jævnaldrende træffer ikke beslutninger om at deltage i en koncert eller tage på en café i ugevis forinden. Vi er meet impulsive, og beslutter os som regel først nogle timer før – eller maksimalt et døgn før en begivenhed eller event, fortæller Jacob Schrøder.

Hoodee, en social event-app

Derfor mener han og kollegaen, at marketing- og kommunikationsfolk hidtil ikke har formået at designe platform og apps, der tager højde for dette. De er nu gået sammen om at skabe Hoodee – en social eventapp.

Ved hjælp af et kort kan brugerne se, hvad der sker 24 timer frem i deres nærområde. Alle kan oprette begivenheder indenfor otte kategorier, og det er især tanken, at klubber, koncertsteder, caféer etc. skal bruge platformen til at markedsføre deres nært forestående events, tilbud etc.

– Facebook events fejler også. Det ser man ved, at maksimalt 50 pct. af de tilmeldte rent faktisk dukker op til begivenheden. Det skyldes igen, at de unge ikke kan fanges af den type markedsføring og kommunikation.

– Man skal i stedet gøre det nemt og enkelt for de unge at overskue, hvornår der foregår noget helt tæt på dem – lige præcis på dét tidspunkt, hvor de gider søge efter det. Du kan ikke få den unge målgruppe til at følge dit design eller din model. Du skal skabe det på den måde, som de ønsker det. Ellers vinder du aldrig, mener Jacob Schrøder.