Huset Markedsføring har fra i dag ny bestyrelsesformand.

Den afgående formand, Henrik Sørensen, der har ledet husets bestyrelse siden maj 2011, har valgt at koncentrere kræfterne om sit nye selskab ”Out of Home Media”.

En enig bestyrelse har valgt Christian Scherfig som ny formand. Han trådte ind i bestyrelsen i 2011 bl.a. for at styrke medieekspertisen i bestyrelsen, og fordi han tror på fremtiden for en forening som Huset Markedsføring.

– Jeg glæder mig til opgaven, og jeg vil gerne på bestyrelsens vegne takke Henrik Sørensen for en meget stor indsats for huset.

- Det har ikke været lette år at være bestyrelsesformand, men Henrik har stået til rådighed for foreningens ledelse og især direktør Michael Raffnsøe, når der har været behov for det, siger Christian Scherfig.

Hvorfor træder du ind som bestyrelsesformand i en forening, der opererer i et meget hårdt marked?

– Det er rigtigt, at huset er udfordret, dels af krisen, der jo betyder, at virksomheder er tilbageholdne med at investere i kommunikation, dels af rigtig mange konkurrenter, der også mener, de kan tilbyde kurser og kompetencer, svarende til dem, vi tilbyder medlemmerne. Men jeg mener, at vi samlet har et mere attraktivt tilbud end konkurrenterne, og det skal vi blive bedre til at fortælle.

Men du tror nok på foreningsmodellen til at påtage dig en betydelig opgave?

– Det gør jeg helt afgjort. Vi har sat en proces i gang, der adresserer udfordringerne ved bl.a. at tilpasse bemandingen, men samtidig er vi i gang med nye initiativer, bl.a. partnerskabet med Børsen, der lover godt.

– Desuden igangsætter vi en strategiproces for hele foreningen, med den hensigt at definere et formål og indhold af vores ydelser, der også i årene fremover vil være relevante for medlemmerne. Det er jo ingen hemmelighed, at det at drive en medlemsforening er radikalt anderledes, end det var for bare 10 år siden.

Kan du uddybe strategiprocessen?

– Ikke i detaljer, det er jo den, vi sætter i gang nu. Men jeg er overbevist om, at vi som forening har og kan skabe en ”value proposition” til medlemmerne, som de vil tage godt imod, og så er jeg sikker på, at vi nu har det rigtige hold til at løfte opgaven, slutter Christian Scherfig, der er advokat og partner i den internationale advokatkoncern Bird&Bird.

Medlemmer mobiliseres via 12 netværk

”Det nye hold” har Michael Raffnsøe som adm. direktør, en stilling han fik, da han forlod posten som bestyrelsesformand, før Henrik Sørensen tiltrådte.

– Jeg har haft et tæt samarbejde med Henrik Sørensen, og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Christian Scherfig og den øvrige bestyrelse. Han og bestyrelsen er allerede involveret i flere nye initiativer, som fx mobiliseringen af medlemmer via 12 faglige netværk og communities, så vi leverer endnu mere værdi i vores medlemsprodukt, siger Michael Raffnsøe.

– Dertil oplever vi stigende læsertal på både sitet og vores informative og inspirerende blad Markedsføring, og det er i sig selv fornemt i et hårdt trængt mediemarked, slutter Raffnsøe.

Den afgående bestyrelsesformand går en travl tid i møde:

– Jeg har fået rigtig travlt med min nye forretning ”Out of Home Media”. Vi har allerede en markedsandel på 13-14%, og har flere nye kunder på vej ind, bl.a. flere af Movias buslinjer og Thykjærs 400 busser. Det giver mig desværre ikke tid til at være bestyrelsesformand for Huset Markedsføring, og derfor trækker jeg mig.

– Men jeg har haft 4-5 spændende år i bestyrelsen Huset Markedsføring, heraf de sidste to et halvt som formand. Foreningen er på rette vej, og jeg giver med sindsro stafetten videre til et stærkt og engageret team, slutter Henrik Sørensen, der er trådt helt ud af bestyrelsen.

Et nyt medlem af Huset Markedsførings bestyrelse er ikke udpeget, og det er heller ikke nødvendigt i henhold til vedtægterne.