TDC-selskabet Fullrate er i luften med et nyt kommunikationsunivers, som følger i kølvandet på, at den danske telekæmpe i fjor fusionerede lavpris-selskaberne Fullrate og M1 som led i en større ændring af brandstrategien.

Bag den nye kampagne står reklamebureauet UncleGrey, som blev valgt efter en konkurrence mellem fire bureauer, hvilket samtidig betød et farvel til Fullrates velkendte ”Rent ud sagt”-reklameunivers, som bureauet Anew stod bag.

Den nye kommunikation går umiddelbart i en helt anden retning, da frontfiguren udgøres af en ”skotte” ved navn McCluskey.

Han går (naturligvis) i kilt og opdrætter sit får Nessie, når ”han da ikke har travlt med at tale i mobilen, surfe på bredbåndet eller se TV via sit telefonstik”, som det lyder i en pressemeddelelse fra Fullrate.

Gul farve = billig?

McCluskey er således teleselskabet Fullrates nye talsperson, som kan mødes i reklameblokkene på tv.

- Fullrates produkter er for folk, der ikke vil betale for meget men samtidig have høj kvalitet. Fuldstændig som skotterne har et godt ry for. Så da vi skulle vælge en figur til at aflevere budskaberne om det nye Fullrate, var det helt naturligt for os at ’skotte’ til Skotland, siger markedsdirektør Christian Rau fra Fullrate.

Gult er valgt som klan-farven i kiltens mønster, så det matcher Fullrates nye logo. Og det er ikke tilfældigt.

- Gul i Danmark er ensbetydende med en ordentlig pris for et ordentligt produkt, og det fortæller universet med McCluskey. Den høje kvalitet understreges både af, at vi bruger TDC’s netværk og at vores eksisterende kunder vægter os højt i bruger-ratings og kundeundersøgelser, lyder det fra Christian Rau.

Fullrate vil samtidig med den nye kampagne lancere nye mobilpakker.

Du kan se en af de nye reklamefilm herunder.