I supermarkedet åbner de (nogle gange) en ekstra kasse, når køen bliver for lang, men online er der ikke andet for kunderne at gøre end at væbne sig med tålmodighed. Og det skader brandet.

To ud af tre europæere opfatter nemlig et brand mere negativt, hvis netbutikken er for langsom. Det viser en ny undersøgelse af europæernes juleshoppevaner, som OnePoll har lavet for Riverbed Technology.

2.700 respondenter fra Frankrig, Tyskland og England har svaret på, hvordan de har tænkt sig at købe deres julegaver i år.

Og der er måske god grund til at tage brugernes hårde dom alvorligt, for undersøgelsen viser også, at 45 procent af de adspurgte har tænkt sig at bruge endnu mere tid på juleonline-shopping i år, end de gjorde sidste år.

Samtidig foretrækker mere end halvdelen nu at shoppe online fremfor i butikkerne, og endelig bruger europæerne gennemsnitligt 42 minutter om dagen på online-shopping op til jul.

Online-venter skaber utryghed

61 procent svarer, at de vil få en negativ brand-opfattelse, hvis netbutikken bliver langsom under presset fra de mange juleshoppere.

Undersøgelsen rejser dermed spørgsmålstegn ved, hvor parate netbutikkerne er til at håndtere en pludselig stigning i trafikken. Det understreges af, at 69 procent af de adspurgte svarer, at de vil være utrygge ved at foretage betalinger på hjemmesider, der er langsomme eller har problemer med at indlæse.

- Den forventede stigning i juleshoppingtrafikken i år, som undersøgelsen fremhæver, kan nemt overrumple online-butikkerne. Det er en konstant udfordring for netbutikker at give kunderne en hurtig og god oplevelse. Netbutikkerne er nødt til at reagere på kundernes høje krav og gøre hvert eneste besøg på siden hurtigt, pålideligt og sikkert, uanset hvor dynamisk og varieret kundeaktiviteten er, siger Apurva Davé, som er vicedirektør for produkter og marketing i Riverbeds Stingray forretningsenhed.