Sodastream er gået i luften med en ny kampagne, der – ud over at hylde det royale engelske brudepar, der smedes i hymens lænker i morgen - også sætter brandets mærkesag, plastikforurening, øverst på dagsordenen.

En række Sodastream-flasker har således fået fine 3D-miniudgaver af de ikoniske, royale hatte på låget, og er sat til salg i en online aktion, hvor alt overskud går til at bekæmpe plastikforurening.

I stedet for gaver har brudeparre, Meghan Markle og prins Harry, opfordret folk til at donere til en række velgørende organisationer, og derfor bortauktionerer Sodastream de hatte-prydede flasker.

Og alt overskud fra salget af den specielle royale kollektion går til organisationen Surfers Against Sewage, som arbejder for at mindske plastikforurening.

Oplagt mulighed

For Sodastream er brylluppet en oplagt mulighed for at tappe ind i en aktuel dagsorden, lyder det fra Sodastreams nordiske marketingdirektør, Michele Fitzwilliams, som understreger, at det handler om at trække endnu mere opmærksomhed til kampen mod plastikforurening, som Sodastream har gjort til sin mærkesag.

- En af vores vigtigste opgaver er at uddanne forbrugerne i konsekvenserne af plastikforurening, der ødelægger alt fra verdenshave til dyreliv og i sidste ende vores planet. Derfor bruger vi enhver anledning til at gøre opmærksom på problemet, siger Michele Fitzwilliams.

Sodastream er ellers blevet kendt for sine rebelske kampagner, som går i flæsket på de store producenter af flaskevand som Nestlé eller brancheorganisationen International Bottles Association.

Mere afdæmpet

Den royale kampagne er af mere afdæmpet karakter, og det er der en god grund til:

- Det royale bryllup og parrets samarbejde med Surfers Against Sewage er jo en oplagt mulighed for at italesætte problematikken under mere glædelige omstændigheder. Vores ønske er fortsat at sætte fokus på, hvor overflødige og tåbelige plastikflasker er, og denne kampagne giver os mulighed for at nå endnu bredere ud og samtidig indsamle penge til vores mærkesag, siger Michele Fitzwilliams.

I er ikke nervøse for kritik? Nogle kunne jo mene, at I ”udnytter” de kongelige?

- Nej, det er vi ikke. Vi kæmper for en god sag, og med parrets opfordring synes vi, det hænger sammen. For os er også denne aktivitet i sagens tjeneste.

Se film om aktiviteten her.