Tæt op til jul forærede Adobe i næsten ubemærkethed sig selv en julegave, da softwaregiganten købte Behance, som angiveligt er verdens største sociale netværk for kreative med over én million medlemmer.

- Da vi lancerede Creative Cloud sidst på året, annoncerede vi også, at vi ville komme med nye tiltag til medlemmerne. Først lancerede vi nye synkroniserings- og publiceringstjenester, og nu annoncerer vi opkøbet af Behance, der kommer til at spille en nøglerolle i udviklingen af Creative Cloud og gøre det nemmere for kreative at samarbejde og synliggøre deres arbejde, fortæller Mariah Andén, som er marketingansvarlig for Digital Media hos Adobe i Norden.

Med Behance kan kreative bl.a. præsentere deres projekter, opbygge relationer og skaffe nye opgaver.

Planen er at integrere de mange features fra Behance i Creative Cloud, så medlemmerne af Adobes “kreative sky” får adgang til at oprette en portfolio og adgang til Behance’s community-funktioner og premium service.

Alene over de seneste 30 dage har Behance’s portfolio-sider genereret mere end 90 millioner visninger, og derudover hoster Behance-platformen over tre millioner kreative projekter.