Spejderne, en paraplyorganisation for 70.000 danske spejdere, vil gerne have endnu flere medlemmer og øge antallet af danskere, der arbejder med og stifter bekendtskab med spejdermetoderne.

- Vi er meget glade for at byde Frej Elbæk Schjeldal velkommen som ny kommunikationschef for Spejderne og Ungdomsøen (på Middelgrundsfortet i Øresund, red.), siger Thea Hass, direktør for Spejderne.

- Ansættelsen markerer, at Spejderne nu er klar til at tage næste skridt og skrue op for kommunikationen, og at vi står over for en periode, hvor vi både skal udbrede kendskabet til spejderbevægelsen og spejderbevægelsens værdier, og samtidig sikre, at Ungdomsøen kommer rigtig godt fra land, fortsætter hun.

Fra IRONMAN til Spejderne

Frej Elbæk Schjeldal kommer til Spejderne fra en stilling som kommunikationschef for IRONMAN i Norden.

Før det var han i 10 år seniorrådgiver og partner i King Street PR, kreativ strateg hos Primetime Kommunikation samt selvstændig konsulent for en række større organisationer og virksomheder.

- Jeg glæder mig helt enormt til at blive en del af spejderne.

- Jeg kommer på den ene side med en masse ydmyghed over at træde ind i en bevægelse, der har en historik på mere end 100 år, og som gennem alle årene har bidraget til at gøre børn og unge beredt til livet med afsæt i fællesskab, frivillighed og friluftsliv, siger Frej Elbæk Schjeldal.

- Samtidig ser jeg frem til at bidrage med mine erfaringer og kompetencer, så vi sikrer, at nuværende og kommende generationer af børn, unge og voksne får de bedste forudsætninger for at stifte bekendtskab med spejderne, slutter Frej Elbæk Schjeldal, der tiltræder i den nye stilling den 6. august.