Det unge, svenske digitalbureau Precis Digital lider af vokseværk og åbner derfor et kontor i København.

Selskabet er stiftet tidligere i år af tre svenske Google-”afhoppere”, der håber på, at deres erfaringer fra søge- og annoncekæmpen giver dem en konkurrencefordel på det digitale reklamemarked.

De tre stiftere lærte hinanden at kende på Googles europæiske hovedkontor i Dublin, men efter fem år i irsk eksil fik de hjemve og besluttede sig for at vende tilbage til Sverige og etablere eget digitalt bureau.

Det blev til Precis Digital, der som lidt af særsyn på bureausiden beskæftiger sig med hele værdikæden inden for online marketing. Det vil sige alt lige fra webanalyse over onlineannoncering til konverteringsoptimering.

70 kunder i 23 lande

Og der er vist ingen grund til at fortryde beslutningen om at prøve kræfter med iværksætteriet, da Precis Digital i dag servicerer omkring 70 kunder i 23 lande, og mange af kunderne er nordiske.

Bl.a. derfor ser Precis Digital stort potentiale herhjemme og åbner sit første udenlandske kontor i København i januar.

- Det er ikke særlig mange spillere på det danske marked i forhold til, hvor mange danskere, der bruger nettet, siger Robin Cavonius, der er partner i og en af de tre stiftere af Precis Digital.

Han mener, at der i Danmark er mange PR-bureauer, som har en eller et par personer siddende til arbejde med SEM og SEO, men at der ikke findes særligt mange bureauer, der fokuserer fuldt ud på datadreven online marketing.

- Vi har spidskompetence indenfor AdWords og Analytics, og viden betyder alt i den her branche. Vi glæder os til at arbejde sammen med spændende danske firmaer, der tager online marketing seriøst, slutter Robin Cavonius.