Det er ingen hemmelighed, at danske printmedier er på spanden. Abonnenterne drøner væk, og annonceindtægterne falder drastisk, mens de digitale indtægter vokser, men dog ikke nok til at opveje faldet på printindtjeningen.

De færreste mediehuse har et svar, der sikrer top- og bundlinje på hverken kort eller lang sigt. Godt indhold, betalingsmure, kritik af giganter som Facebook og YouTube er standardsvarene, når mediecheferne kommenterer miseren.

Det svarer til at sluge et bundt plastre for at standse blødningen fra mavesåret?

– Det er en fin metafor, fordi det er symptombehandling. De reelle løsninger ligger et andet sted, siger Søren Andersen, Chief Intelligence Officer og stifter af ANY1.

Hvad skal printmedierne gøre?

– Jeg mener, vi skal begynde et andet sted. Og ganske enkelt minde os selv om, at udefra-og-ind-tænkning er vejen frem i stedet for den indefra-og-ud-filosofi, medierne har levet efter i 100 år.

Er vi ekko-kamre?

Prøv at konkretisere det?

– Læserne er et andet sted. De er en del af en kolossal offentlighed, hvorfra de henter deres foretrukne informationer, faktisk uagtet hvad medierne gør. Hvis medierne leverer det, der efterspørges, er de naturligvis til stede og spiser visdommen.

– Men hvis medierne leverer flere af de same-same-produkter, de har gjort altid, plukker forbrugerne informationerne, hvor de er tilberedt efter forbrugernes ønsker. Det er jo ikke journalistiske standarder – uagtet hvor høje målene er – der er afgørende for, om forbrugerne bider til bolle.

Du rører ved hele branchens selvforståelse. Vi giver læserne det, de ikke ved, de har behov for at vide? Vi vil ikke være ekko-kamre?

– God og relevant indvending, og jeg mener helt afgjort, at overraskende vinklinger og dybdeborende journalistik både bør og vil have en eksistensberettigelse, men den præmis kan ikke bredes ud over al journalistik på alle medier til alle tider.

– Sagen er jo den, at læserne, lytterne og seerne er lige som alle andre i en digital tid gået fra one-channel, via multi-channel til omni-channel tankegangen. Vi er selektive, og vi vil ikke påduttes noget som helst. Ergo går vi hen til medier, der servicerer os på den rigtige måde.

– Det ændrer ikke ved, at gravergrupper og andre dygtige journalister ind i mellem leverer sublim journalistik, men generelt har medierne ukritisk taget hastigheden på de digitale medier til sig, og leverer ikke-researchet skrammel videre, fordi en historie starter et sted, og så pushes den videre uden omtanke.

Brugernes behov

Enig, men hvad gør vi så?

– Sat på spidsen mener jeg, at medierne bør ikke fodre forbrugerne med informationer, som medierne mener, at forbrugerne har behov for. Vi skal lære dem at tænke, ikke HVAD de skal tænke. Eller måske er det rigtigere at sige, at vi skal stille en buffet med fortællinger til rådighed for forbrugerne, som de selv lægger op på tallerkenen og fortærer,

Og lidt mere konkret?

– Hvis vi skærer virkeligheden lidt hårdt, så findes stort set alle informationer allerede på nettet et sted. Hvis et mediehus skaber en crawler, der støvsuger markedet for alle de informationer, der findes om et emne, kan journalisterne skabe et overblik, så hver gang en læser vil vide noget om fx dansk sundhedspolitik, er alle – eller næsten alle – synspunkter til at finde på det pågældende medies site.

– Skalerer vi den tankegang, og investerer i databaser, crawlere og journalistisk og redaktionel kraft, så ender man med at have de bedste tilbud til de kritiske forbrugere, der jo godt vil betale for den rigtige service. Og den rigtige service er at give forbrugerne relevante valgmuligheder om et givent emne.

De rigtige tilbud

Mon der er økonomi i den øvelse?

– Det er præcis det, der er. Ved at tiltrække forbrugerne med de rigtige tilbud, opnår medierne retten til at interagere med forbrugerne, og så længe man gør det intelligent, er forretningsmodellen fin.

– Men sagen er også den, at hvis man grådigt forsøger med grønthøstermodellen at hive penge ud af forbrugerne, før man har de relevante tilbud til læserne, opnår man kun at skræmme dem væk. Lidt som når vi får tilbudt sko efter at have købt … sko. Det er uintelligent re-targetting, og det bør medierne ikke gentage.

Måske puster du liv i medierne?

– Præcis, fordi hele øvelsen består – ud over at tjene flere penge – også i at redde medierne troværdighed, så de ikke ligger og roder sammen med ejendomsmæglere, brugtbilforhandlere og politikere i bunden af skalaen.

– Ved at bygge integriteten op, og ikke tale ned til læserne, vil det være muligt at skabe en forretningsmodel, der ud over at skabe sublim journalistik også tager de moderne forbrugere alvorligt. Det er det, der i mediebranchen hedder en digital transformation, og hvor crowdsourcing leverer input udefra, mens journalisterne gør det, de er bedst til, slutter Søren Andersen.